Unge sigtet i børnepornosag

Tiltalt i første sag om deling af sexvideo: Jeg anede ikke, pigen var under 18 år

Den unge mand er tiltalt for besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale.

I alt kører der indtil videre ni prøvesager i Retten i Lyngby og Retten i Randers.

En ung 20-årig mand fra Djursland er som den første af flere end 1.000 unge mennesker sat på anklagebænken i en sag om deling af sexvideoer på Facebooks chat-platform Messenger.

Konkret er den 20-årige tiltalt for at have delt den samme sexvideo med i alt 12 personer fra december 2015 til maj 2016.

Videoen viser en dengang 15-årig pige og flere unge drenge. Optagelserne er af voldsom seksuel og krænkende karakter.

Og netop fordi optagelserne er blevet delt på Messenger mod pigens vilje, og da flere personer på optagelserne er under 18 år, mener politi og anklagemyndighed, at der er tale om ulovlig deling af børneporno.

Men det tænkte den tiltalte 20-årige mand overhovedet ikke over, da han delte den, forklarede han her til formiddag i retten.

Derfor mener hans forsvarer, advokat Dorte Østerby, ikke, at han har haft den nødvendige hensigt til at kunne blive dømt for deling af børnepornografi.

Tænkte det var amatør-porno

I en fyldt retssal i Retten i Randers, hvor et hold fra Hadsten Højskole også havde taget plads i lokalet, fortæller den 20-årige, at han hørte om videoen første gang i efteråret 2015.

- Jeg så den på en telefon, jeg tænkte, at det var amatørporno. Jeg vidste ikke, hvem der var på videoen, kun at den var dansk, fortalte han.

Han fik selv videoen tilsendt i en gruppesamtale på Facebooks Messenger, en måneds tid efter han så den første gang. Den tiltalte tænkte ikke over, hvor gamle de medvirkende er på videoen. Dog er han sikker på, at pigen er over 18 år, forklarer han.

Hvorfor tror du, hun var over 18 år, vil anklager Rosa Pape gerne vide.

- På grund af karakteren af det, der sker. Pigen virker meget erfaren. Det ville jeg ikke forvente af nogen under 18 år. De virker som unge voksne, forklarer den tiltalte og tilføjer, at han først finder ud af, at pigen kun var 15 år, den dag han blev afhørt af politiet.

I alt kører der indtil videre ni prøvesager, inden Anklagemyndigheden går videre med de mange andre sager, hvor unge er sigtet for at have delt tre sexvideoer på Facebooks chat-platform Messenger.

Prøvesagerne skal være med til at fastslå, hvilken straf de over 1.000 unge kan risikere at få, hvis de alle bliver tiltalt og kendt skyldige i at have delt de tre sexvideoer fra foråret 2015.

Flere af de andre prøvesager kører tirsdag og onsdag i denne uge.

Facebook
Twitter