Tiltalt journalists ekskone blev kontaktet af pædofilijægere fra USA

Tiltalt mand nægter voldtægter, men erkender forhold om blufærdighedskrænkelse. Dog ikke mod egne børn.

Retten i Roskilde forventer at afslutte sagen i september eller oktober. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Det væltede ind med anmeldelser til politiet med en mistanke om, at en midaldrende dansk mand narrede piger på nettet til at udføre seksuelle handlinger.

Det fortalte senioranklager Lise Frandsen ved Retten i Roskilde, hvor en stor nævningesag om seksuelle overgreb på børn i dag blev indledt.

På anklagebænken sidder en mand, der inden sin anholdelse sidste år arbejdede som journalist på et større dansk medie.

I sagens forelæggelse forklarede anklageren, at det første tip kom i juli 2020, efter at en anonym person rettede henvendelse til Cyber Tip Line, der er en amerikansk forening, hvor man kan tippe, hvis man har mistanke om, at der er børn, der bliver udsat for overgreb.

Retten i Roskilde behandler nævningesagen. (Arkivfoto) (© Berlingske)

Anmelderen skrev, at han havde kendskab til en stor gruppe af pædofile på det nu lukkede sociale medie Periscope, hvor man live kunne transmittere video.

- Den blev ledt af en person, der åbenlyst pralede med at kontrollere piger på nettet, fortalte Lise Frandsen.

Siden fik Cyper Tip Line flere oplysninger fra den anonyme, og i marts 2021 videregav man oplysningerne til dansk politi, der indledte en efterforskning. Cirka samme tid blev også Red Barnet kontaktet af en anonym person, som formidlede anmeldelsen videre til politiet.

Og dagen efter kom endnu en politianmeldelse. Anmeldelsen kom fra den tiltaltes nu tidligere hustru, som var blevet kontaktet af privatpersoner i USA, som hævdede, at hendes mand havde krænket børn.

I ekskonens elektroniske politianmeldelse skrev hun, at hendes mand "havde brug for hjælp".

- Hun skriver blandt andet, at de amerikanske mænd havde informeret hende om, at han groomer småpiger og har gjort det i årevis.

Den tiltalte er beskyttet af et navneforbud. Derfor er medierne afskåret fra at beskrive den tiltaltes baggrund i detaljer. Der er tale om en mand, der har været ansat som journalist på et større dansk medie.

Der er ikke noget, der tyder på, at manden har udnyttet sit arbejde i forhold til krænkelser, han er tiltalt for.

Den tiltalte blev anholdt i april sidste år, og siden har sagen bare vokset sig større og større, forklarede anklageren i retten.

- Det har været en usædvanlig stor sag med en usædvanlig stor datamængde. Det har taget lang tid, og det er derfor, at vi først nu står med en nævningesag. Det er en efterforskning, der har bestået meget i at sortere data og videoer og koble forskellige filer sammen.

Anklageren forklarer, at det eksempelvis kunne være, at man på en af den tiltaltes telefoner fandt et udpluk af en chatsamtale af seksuel karakter med et offer - og så på en ekstern harddisk fandt krænkende billeder af selvsamme offer.

- Det er sådan, at politiet langsomt har stykket sagen sammen. Det har været et meget tidskrævende arbejde.

Lise Frandsen møder fra anklagemyndigheden. (Arkivfoto)

Erkender besiddelse af krænkende materiale

Men anklagerne om krænkelser på nettet fylder meget lidt i det 25 sider lange anklageskrift.

Manden har i dag erkendt at være i besiddelse af en harddisk, der indeholder 13.087 billeder med børnepornografisk materiale og 1.125 filmsekvenser.

I en årrække skal han have krænket ofrenes blufærdighed ved at tage billeder af dem. Børnene var i alderen fra 3 til 14 år og blev for eksempel filmet med et skjult kamera, mens de var i bad eller på toilettet. Dette forhold erkender han.

Ifølge anklagen har ofrene også været hans egne børn, ligesom andre ofre er børn, der har været på besøg i hjemmet. Blandt andet børnenes venner og nabobørn. Den tiltalte afviste at have blufærdighedskrænket sine egne børn.

- Det har aldrig været formålet at filme mine egne børns kønsdele. Jeg har ikke haft forsæt til at krænke deres blufærdighed, lød det fra journalisten, som erkendte, at det dog havde været hans formål i forhold til de andre børn.

'Ikke foregået som beskrevet'

Derudover anklages manden for i seks tilfælde at have begået voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Dette nægtede han også.

Under afhøringen af manden, vrissede han en smule af senioranklager Lise Frandsens spørgsmål.

Det er særligt forholdene, hvor han er tiltalt for at have berørt ofrenes kønsdele, hvor han virkede irriteret. Også disse forhold blev videooptaget, og han erkender, at det er ham på materialet.

- Jeg føler ikke, at det er foregået, som det er beskrevet.

- Jeg ville foretrække, at nævningerne bare kunne se videoerne, lød det fra journalisten.

Nævningerne kommer til at se videoerne på et senere tidspunkt i sagen. Det vil ske under retsmøder, som er lukkede for offentligheden.

Sagen fortsætter tirsdag, hvor afhøringen af journalisten fortsætter.

Der ventes dom i slutningen af september eller begyndelsen af oktober.

Den tiltalte skal mentalundersøges. Alt efter mentalundersøgelsens konklusion kan anklagemyndigheden vælge at kræve en anden straf end almindelig fængselsstraf, hvis han kendes skyldig. Det kunne eksempelvis være en anbringelsesdom eller forvaring, men det vides på nuværende tidspunkt ikke.