Tiltalt lærer er tidligere udsendt soldat: Forklarer overgreb mod 13-årig pige med ptsd

En 32-årig mand er tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelser af fire piger.

Sagen mod læreren kører ved Retten i Næstved. Der forventes dom den 2. december. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

Bragende ptsd (posttraumatisk stresssyndrom, red.) var skyld i dårlig dømmekraft hos en 32-årig folkeskolelærer, og det førte til et seksuelt forhold med en 13-årig pige, som han var idrætslærer for.

Sådan lyder forklaringen fra manden, der er tiltalt i en usædvanlig sag om voldtægt og befølinger af fire skolepiger fra en mellemstor folkeskole på Sjælland.

Kontakten til den 13-årige pige, som idrætslæreren er tiltalt for at have voldtaget, begyndte, da hun havde nogle sportsskader, siger den tiltalte.

- Hun begyndte at fortælle om udfordringer med lavt selvværd. Hun ønskede ikke at leve. Vi talte om selvmordstanker, og hun var ved at udvikle en spiseforstyrrelse, siger han

- Jeg måtte bruge en del opmærksomhed og tid på at tale med hende. Jeg blev presset af det og fik tilbagefald af ptsd.

Retssagen begyndte i dag ved byretten i Næstved.

Tiltalt har været udsendt soldat

Den tiltalte mand har været udsendt som soldat og har i den forbindelse udviklet ptsd, fortæller han i retten.

Den tiltalte er tydeligt berørt og græder, mens han afgiver forklaring i retten. Han har siddet varetægtsfængslet siden januar 2019, hvor skolepigen dengang gik til en lærer på skolen og betroede sig, at hun var blevet voldtaget af en tidligere idrætslærer.

Det fik efterfølgende skolelederen til at melde sagen til politiet, og den 32-årige blev anholdt fire dage senere.

Idrætslæreren erkender dele af anklageskriftet, men er grundlæggende uenig med Anklagemyndigheden i, at det fra den 13-årige piges side ikke var frivilligt.

- Jeg var dårlig til at sige fra, når hun ville have samtaler. Hun søgte min opmærksomhed og bekræftelse. Min dømmekraft var væk. Det er jeg utrolig ked af, siger den tiltalte.

Tilbød seksuel ydelse

Ifølge idrætslæreren var det den 13-årige pige, der gang på gang opsøgte ham og bad om at snakke om svære ting.

Idrætslæreren fortæller i retten, at pigen kom ulykkelig til ham og fortalte, at hendes forældre skulle skilles.

Idrætslæreren foreslog pigen, at han kunne hjælpe hende ved at udføre en seksuel ydelse, hvilket hun ifølge idrætslæreren takkede ja til.

Den tiltalte siger, at han håndterede situationen helt forkert.

Nye forklaringer i retten

Mens idrætslæreren bliver afhørt, fremhæver anklager Siw Olsen, at tiltalte på en lang række punkter giver anderledes forklaringer, end han har gjort til politiet under afhøringer.

- Det, jeg siger i dag, er sandt. Jeg har været meget presset under min varetægtsfængsling, men jeg siger sandheden i dag. Ærligt, siger han.

- Jeg har været bange og har ikke kunnet tænke klart. Derfor har jeg tidligere nægtet at have haft et seksuelt forhold, sagde idrætslæreren.

Idrætslæreren er også tiltalt for vold mod den 13-årige pige.

Han nægter at have slået hende, taget kvælertag eller på anden måde været voldelig over for hende, som han også er tiltalt for.

Fire piger er en del af sagen

I starten af november omtalte flere medier sagen.

Det førte til yderligere anmeldelser, da to 14-årige skolepiger henvendte sig på skolen, og skolelederen anmeldte to nye forhold af blufærdighedskrænkelser.

Disse anmeldelser har også ført til tiltale, og idrætslæreren er dermed tiltalt for gentagne voldtægter af den 13-årige pige samt beføling af tre andre piger.

Idrætslæreren nægter at have befølt de andre tre skolepiger.

Idrætslæreren har ifølge Anklagemyndigheden brugt håndjern og et halsbånd til at holde den 13-årige fast i forbindelse med en voldtægt.

Idrætslæreren fortæller, at han havde haft udstyret med til undervisning på skolen. Han underviste blandt andet i selvforsvar som valgfag.

Sexlegetøj til selvforsvar

Det fik dommer Anders Martin Jessen til at afbryde afhøringen.

- Undskyld, men jeg forstår det sådan, at der er tale om sexlegetøj. Og du tog det med til selvforsvar i skolen? Det overrasker mig lidt, siger dommeren.

- Jeg tog håndjern og noget snor med. Halsbånd var først senere, fortæller idrætslæreren.

Genstandene skulle bruges til at vise eleverne, hvordan man kunne bryde fri, hvis man blev fanget.

- Der var en, der var optaget af min fortid i hæren, siger tiltalte.

Sagen mod skolelæreren fortsætter i morgen. Her skal flere af de forurettede piger afgive forklaring. Der forventes dom den 2. december.