Tinna har ikke været til tandlæge i 10 år

Budgettet er så stramt for Tinna Jensen, at hun vælger tandlægebesøg og medicin til sig selv fra for at kunne give sine børn mad.

Danmark er vi så privilegerede, at vi kan gå gratis til lægen, fordi vi betaler til det offentlige sundhedssystem gennem skatten.

Faktisk får vi en lang række sundhedsbehandlinger betalt. Men ikke alt er gratis. Nogle af udgifterne betaler vi selv for. Det er for eksempel ydelser til tandlæge, fysioterapeut, psykolog og egenbetalt medicin.

Den form for brugerbetaling kan vælte læsset for den fattigste del af befolkningen, der måske ikke har råd og derfor må droppe behandlinger indenfor de områder.

Dybt ulykkelig over at miste tænderne

45-årige Tinna Jensen er førtidspensionist, fordi hun lider af en række kroniske sygdomme. Hun har en kronisk hudsygdom, ligesom hun har KOL, knogleskørhed og sukkersyge.

Tinna bor i det belastede boligområde i Aalborg Ø sammen med sine tre børn, Sara på 14, Niclas på 21 og Mike på 17. Hendes økonomi er presset, og hun er derfor en af dem, der må prioritere benhårdt og vælge nogle af ovennævnte områder fra.

Blandt andet har hun ikke været til tandlæge i 10 år, selvom hun godt ved, at det kan have store konsekvenser at prioritere det fra.

- Det tænker jeg selvfølgelig meget over. Jeg ville være dybt ulykkelig over at miste mine tænder. Men har jeg ikke råd til at gå til tandlæge, så har jeg jo ikke råd til det. Sådan er vilkårene, siger hun.

Må vælge medicin fra

Det kan dog komme dertil, at det ikke længere er muligt at vælge det fra. Og sådan gik det efter 10 år for Tinna, som skulle have en tand hevet ud.

- Jeg følte, at jeg tyggede ned i tandkødet forneden med tanden i overmunden. Det gjorde selvfølgelig ondt. Og da jeg havde gået et par måneder med det, følte jeg, at jeg var nødt til at få det undersøgt, fortæller hun.

Der er ikke råd til ekstra udgifter i Tinna Jensens stramme budget. Heller ikke selvom udgifterne er nødvendige som et tandlægebesøg. (Foto: DR Dokumentar © (c) DR)

Behandlingen kostede 452 kroner, og det kan mærkes i et stramt budget for den enlige mor og førtidspensionist.

- Det betyder meget! Det kan godt være, at det ikke lyder af meget, men for mig er det rigtig meget at skulle lægge 452 kroner. Det gør, at jeg må vælge min medicin fra, altså det smertestillende.

Børnene skal have mad

Det er nemlig altid den smertestillende medicin, Tinna Jensen vælger fra, når hun er økonomisk presset, for børnene skal ikke mærke noget.

- For mig er det ikke noget valg. Det er bare noget, jeg gør. Det skal ikke gå ud over mine børn, at jeg ikke har råd til tingene. At de måske ikke kan få noget at spise. Det skal de have. Så det er mig selv, det går ud over. Sådan er det.

- Hvis der er en måned, jeg ikke får min smertestillende medicin, så har jeg mere ondt, end jeg plejer at have. Så tager jeg det stille og roligt. Det kan godt være, at jeg ligger nogle flere dage, end jeg plejer at gøre, forklarer hun.

Tandlægeskræk

I tredje program i DR Dokumentars serie om ulighed i sundhed, 'En syg forskel', var seerne med Tinna i tandlægestolen, da hun skulle have sin tand hevet ud.

I klippet i toppen af artiklen er det tydeligt, at hun ikke er vild med at gå til tandlæge. Hun siger selv, at hun har decideret tandlægeskræk. Hvor det stammer fra, ved hun ikke.

- Men ligeså snart jeg går ind af døren deroppe, så begynder jeg at svede, siger hun om tandlægebesøget.

Hun er dog ikke i tvivl om, at hun ville overvinde sin skræk, hvis hun ikke selv skulle betale for behandlingen.

- Det ville jeg helt sikkert. Så måtte jeg hive mig selv op i nakkehårene. Pengene er den eneste grund til, at jeg ikke gør det.

Udsætter paradentose-bahandling

I programmet blev der ligeledes fortalt, at Tinna Jensen har udviklet paradentose, som hun skal i behandling for. Den har hun dog udsat på ubestemt tid.

- Jeg har ganske enkelt ikke pengene til det lige nu. Jeg har en datter, der lige er blevet konfirmeret, og i næste måned bliver min søn 18, siger Tinna Jensen.

Facebook
Twitter