Titusinder har adgang til din sundhedsjournal

I regionerne kan ansatte snage i dine sundhedsoplysninger, hvis de vil. Det afslører DR2s Detektor Direkte. Det er naivt at tro, at der ikke finder misbrug sted, siger ekspert.

En ansat i Region Midtjylland blev sidste år afsløret i uberettiget at have foretaget opslag i flere personers e-journaler. Ekspert er bekymret over sikkerheden. (© DR Arkivfoto)

Læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, radiografer og ambulancebehandlere har alle adgang til oplysninger om patienter, som er indlagt på deres afdelinger, eller som de har i behandling.

Alene i Region Midt har 29.000 ansatte adgang - og i den travleste time er 8.000 ansatte logget på samtidig. Det viser en rundringning, som DR's Detektor har foretaget blandt regionerne, hvor fire ud af fem har svaret.

I Region Sjælland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland har i alt cirka 77.000 ansatte adgang til oplysninger i den elektroniske patientjournal.

Ekspert: Naivt ikke at tro på misbrug

Det store antal af personer, som har adgang til de intime og følsomme oplysninger, vækker bekymring hos Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsret ved Syddansk Universitet.

- Med så mange forskellige fagpersoner, der har adgang til oplysningerne, så er det naivt at tro, at der ikke vil være situationer, hvor der vil være misbrug, siger han.

Birgitte Drewes, der er afdelingschef ved National Sundheds-it forsikrer dog, at de elektroniske patientjournaler håndteres inden for lovens rammer.

- Kunne vores nuværende system blive sikrere? Ja, det kunne det sikkert godt. Det er en løbende prioritering, vi hele tiden laver, hvor vi ser på, hvordan vi kan gøre det bedre, klogere og sikrere. Men selvfølgelig håndterer vi al vores data inden for lovens rammer, siger hun.

Lusker blev fyret for at snage

Systemet har dog vist sig ikke at være helt vandtæt. For eksempel da en ansat i Region Midtjylland blev afsløret i uberettiget at have foretaget opslag i flere personers e-journal efter en stikprøve.

Men stikprøver kan ikke tjekke samtlige ansatte med adgang, indrømmer Birgitte Drewes.

- Alle personfølsomme data bliver omfattet af stikprøver, men hvor store stikprøverne er, og hvor stor en procentdel af opslagene der så bliver kontrolleret, det kan jeg simpelthen ikke give et bud på. Det er ikke 100 procent, men det er heller ikke 0 procent. Men igen, det afhænger af systemet og hvor stort og følsomt, det er, siger hun.

Se med klokken 20:00 på DR2, hvor Detektor Direkte stiller spørgsmålet: Hvad ved andre i virkeligheden om dig og dit privatliv - og hvor nemt kan de få fat i den viden.

Facebook
Twitter