Tobaksgiganter opruster i priskrigen på cigaretter

Skatteminister vil lukke 'kattelem', der gør det muligt at sælge billige smøger.

Cigaretterne på hylderne i danske kiosker og butikker tager i næste uge et nyt prisdyk nedad. To store tobaksproducenter har nemlig valgt at sende flere cigaretter med sænkede priser i handlen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Fra på mandag fordobler tobaksproducenten Phillip Morris deres indsats i priskrigen på cigaretter og sender fire pakker af mærket Chesterfield på markedet til den gamle pris.

Det betyder, at der vil være ikke mindre end otte typer cigaretter fra Phillip Morris, som sælges med en klækkelig rabat på omkring 15 kroner per pakke.

Det bekræfter Phillip Morris og detailhandlen overfor DR Nyheder. Rema 1000 bekræfter, at også British American Tobacco sender cigaretter med nedsatte priser på markedet i næste uge.

Skatteminister: Det er meget, meget usmageligt

Den eskalerede priskrig betyder, at det flyder med billige cigaretter i danske kiosker og butikker. Det er stik imod den aftale om prisstigninger på cigaretter, et næsten enigt Folketing vedtog i december 2019, og det får nu skatteminister Morten Bødskov på banen.

- Signalet fra Folketinget var meget klart. Færre skulle være afhængige og dø af rygning. Og nu ser vi, at de store tobaksproducenter dumper priserne. Jeg synes ærligt talt, at det er meget, meget usmageligt, siger skatteministeren.

Morten Bødskov synes, tobaksproducenterne udviser en forkastelig adfærd, når de udfordrer Folketingets klare ønske om at sikre færre rygere med højere priser på tobak.

Du kalder det usmageligt. Men er det ulovligt?

- Vi kommer til at kigge på, hvordan vi kan stramme reglerne op. Men det er klart, at når vi har set nogen udnytte den her 'kattelem', så vil vi se på, om den skal lukkes hurtigere, siger Morten Bødskov.

Skatteministeren vil se på, om man kan sætte en tidsbegrænsning på, hvor længe butikkerne kan sælge cigaretter til den lave pris efter en afgiftsstigning. Han har inviteret Folketingets partier til en drøftelse af, hvordan reglerne skal strammes.

Derudover er både skatteministeren, erhvervsministeren og sundheds- og ældreministeren blevet kaldt i samråd af Konservative for at komme de billige smøger til livs.

Cigaretmarkedet er 'fuldstændig smadret'

Selvom Christopher Arzrouni, der er kommunikationschef i Phillip Morris, beskriver priskrigen som både usund og skadelig for de unge, så har tobaksgiganten altså fra næste uge valgt at optrappe i konkurrencen om at sælge de billigste smøger.

Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000, bekræfter også, at både Phillip Morris og British American Tobacco fra næste uge sender billige cigaretter på hylderne i hans butikker.

- Vi blev noget overraskede, de vi for et par dage siden fik de kommende prisreguleringer fra to af de store tobaksproducenter. Vi kan se, at de nu bredt sætter prisen markant ned, forklarer han.

Christopher Arzrouni siger, at markedet er 'fuldstændig smadret' af hans konkurrenter. De har nemlig i en længere periode sendt cigaretter med gamle afgiftsmærker - og dermed gamle priser - på markedet.

I lørdags bekræftede Anne Sofie Hedemann, underdirektør i Skattestyrelsen, overfor DR Nyheder, at kommunikationschefen kan have ret i den anklage.

Skattestyrelsen har nemlig sendt ekstraregninger for 10 millioner kroner ud til 'en række tobaksproducenter' for hamstring af gamle afgiftsmærker.

Phillip Morris siger selv, at de ikke har fået en ekstraregning, men at det er deres konkurrenter, der har hamstret gamle mærker. De gamle mærker gør, at cigaretterne kan sælges til gamle priser.

Hør, hvad Morten Bødskov siger til kritikken af, at han selv burde have gjort mere for at sikre, at prisstigningen på cigaretter slår igennem. Du kan se mere af interviewet med skatteministeren i TV Avisen i aften.

British American Tobacco svarer på kritikken

DR Nyheder har forholdt Caroline Stage Olsen, talsperson for British American Tobacco (BAT), for kritikken fra Phillip Morris. Det har ikke været muligt at få oplyst fra Skattestyrelsen, hvilke tobaksproducenter der har modtaget regninger.

Du kan læse vores spørgsmål - og tobaksproducentens svar herunder:

Phillip Morris siger, at de har overholdt reglerne for hamstring af afgiftsmærker – og at de dermed ikke har fået en regning af Skattestyrelsen. Han (Christopher Arzrouni, red.) siger, at hans konkurrenter ikke har overholdt reglerne. Har BAT hamstret for mange afgiftsmærker inden stigningen den 1/4-2020 og dermed modtaget en regning fra Skattestyrelsen?

BAT har fulgt alle regler i forbindelse med afgiftsstigningen. Vi har derfor heller ikke modtaget nogen regning fra myndighederne. De produkter, der stadig måtte være tilbage med gammel afgift fra os, er købt af handlen inden stigningen 1. april. Langt de fleste steder er handlen dog gået over til nye priser.

Phillip Morris siger, de er tilhængere af højere afgifter på cigaretter. Gør det samme sig gældende for BAT?

At Phillip Morris på en og samme tid både kan være tilhængere af afgiftsstigningen og sælge cigaretter til under afgiftsprisen, synes jeg egentlig taler for sig selv.

Facebook
Twitter