Tømmermænd efter byggeskandale: Det kan ske igen i morgen

Dansk Byggeri og byggeteknisk ekspert mener, at skandalen med de såkaldte MgO-plader bør føre til bedre kontrol af nye byggematerialer i fremtiden.

I byggeriet Kjærslund i Viby ved Aarhus siver fugten ind i nyrenoverede lejligheder - og mange andre almennyttige boliger har det samme problem. Det er de såkaldte MgO-plader, der er skurken. (Foto: Lone Haahr Klemmensen)

Myndighedernes kontrol af nye byggematerialer er så overfladisk, at der lurer flere byggeskandaler rundt om hjørnet. Sådan lyder vurderingen fra byggeteknisk ekspert og civilingeniør, Tommy Bunch.

Byggeskadefonden har bedt ham lave en redegørelse i byggeskandalen om de såkaldte MgO-plader, der suger og afgiver vand i stedet for at beskytte mod vind og vejr.

- Vi har så åbent et marked, at der kan komme et nyt produkt, der falder igennem systemet i morgen og pludselig får stor anvendelse. Så vi har brug for at få strammet op, siger han.

Som fagbladet Ingeniøren har beskrevet er de defekte MgO-plader sat op i 18.000 danske boliger, der nu skal renoveres eller nedrives for op mod en milliard kroner.

Mere kontrol kan være god forretning

Pladerne var brandgodkendt og CE-mærket, men ingen havde tænkt over, at der er salt i pladerne, som trækker fugt ud af luften og afgiver det til husets øvrige konstruktioner.

- Når der kommer nye produkter, der tager så store markedsandele, så bør Trafik- og Byggestyrelsens markedskontrol undersøge det bedre. Nu kommer det her til at koste samfundet en milliard kroner, og skulle vi have brugt nogle millioner ekstra på kontrol, så havde det jo været givet godt ud, siger Tommy Bunch.

Dansk Byggeri vil se ændringer

I Dansk Byggeri siger projektdirektør Henrik Fausing, at skaderne skete på grund af en kemisk reaktion, som var svær at forudse for de fleste.

Men han er enig i, at skandalen under alle omstændigheder kalder på ændringer hos de myndigheder, der kontrollerer byggematerialernes funktion.

- Det bør føre til, at man kigger sit system efter, så man kan undgå sådan noget i fremtiden.

Trafik- og Byggestyrelsen siger i et skriftligt svar, at man vil tage stilling til, om der er behov for at forbedre markedsovervågningen, når rapporten fra Byggeskadefonden er klar.

Facebook
Twitter