Tømmerup-præst idømmes ti års fængsel for seksuelle overgreb

Præsten er blandt andet kendt skyldig i grove seksuelle krænkelser af en pige og syv drenge.

Anklageren i sagen har krævet præsten idømt 12 til 14 års fængsel, mens forsvareren er gået efter en dom på fire et halvt til fem års fængsel. (Foto: Tegning: Emil Thorbjörnsson)

Den 47-årige præst Dan Peschack fra Tømmerup på Vestsjælland er blevet idømt en fængselsstraf på ti år for grove og gentagne seksuelle krænkelser af en pige og syv drenge, der på gerningstidspunkterne var mellem 12 og 16 år gamle.

Han frakendes desuden retten til at virke som præst, ligesom han får forbud mod at have børn og unge under 18 på besøg i sin bolig, hvis de ikke har en voksen med.

Dan Peschack skal desuden betale sagens omkostninger og en erstatning på i alt 370.000 kroner til ofrene.

Dommen er netop afsagt foran en helt fyldt retssal i Retten i Holbæk, hvor præsten også selv var til stede.

- Præsten misbrugte den tillid, som de unge og deres forældre havde til ham som præst, og som var en væsentlig baggrund for, at præsten kunne komme i kontakt med de unge, står der i dommen.

Alle nævninge og dommere var enige om resultatet, og de har i dommen lagt vægt på grovheden og antallet af overgreb, som præsten har begået.

Efter oplæsningen af dommen blev der uddelt knus på tilhørerpladserne, hvor der både sad ofre og forældre til de krænkede.

Dan Peschack valgte efter et kort samråd med sin forsvarsadvokat at anke med påstand om frifindelse for de forhold, som han ikke har erkendt.

Misbrugte sin stilling som præst

I fredagens skyldkendelse lagde Retten i Holbæk vægt på, at Dan Peschack misbrugte sin stilling som præst og sin psykiske overlegenhed til at begå de seksuelle krænkelser gennem en periode på ti år.

Retten har blandt andet hæftet sig ved, at han kom i kontakt med hovedparten af de forurettede i forbindelse med konfirmationsforberedelse.

Overgrebene omfattede blandt andet samlejer og andre former for seksuelle krænkelser, hvoraf flere fandt sted, mens de forurettede sov eller af andre årsager ikke kunne modsætte sig overgrebene.

Præsten er også kendt skyldig i at have krænket flere unge mænds blufærdighed ved at udgive sig for at være en ung pige på Skype og lokke de unge mænd til at masturbere foran deres webkamera.

Han er desuden kendt skyldig i at have optaget "et betydeligt antal fotos og film" af seksuelle handlinger med mindreårige og for besiddelse af børnepornografisk materiale.

Andre punkter i det lange anklageskrift er han blevet frikendt for.

Blandt andet vurderer Retten i Holbæk ikke, at Dan Peschack udnyttede sin stilling til at forføre en på daværende tidspunkt 17-årig dreng til at have samleje og andet seksuelt samkvem med ham.

Startede med anmeldelse fra far

Sagen tog sin begyndelse sidste sommer, hvor en far kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi med oplysninger om, at hans mindreårige søn var blevet krænket seksuelt af Dan Peschack.

I juni 2016 ransagede politiet præstegården på Tømmerupvej og anholdt præsten.

Han blev efterfølgende fritstillet fra sit job og senere afskediget.

Flere tidligere konfirmander har fortalt DR, at Dan Peschack havde omdannet præstegården i Tømmerup til en slags uofficiel ungdomsklub, hvor de hang ud efter skole og i weekenderne, spillede computer og fik serveret alkohol.

De unge har også fortalt, at de ofte overnattede i præstegården, og at nogle af dem også sov i præstens seng.

DR har også talt med forældre til unge, der kom på præstegården, og flere af dem har fortalt, at de ikke anede uråd, og at de stolede på præsten, som de beskrev som et sympatisk, vellidt og charmerende menneske.

Præsten benægtede indledningsvist mange af de forhold, han blev sigtet for, men undervejs i retssagen har han senere erkendt, at han har haft seksuelt samvær med nogle af de mindreårige, og at han har været i besiddelse af børnepornografisk materiale.

Anklager gik efter straf på mindst 12 år

Mandag i denne uge fremlagde anklager og forsvarer deres argumenter for, hvilken straf præsten skulle idømmes.

Her argumenterede anklager Anja Lund Liin for, at der var tale om en usædvanligt grov sag, og at det skulle resultere i en straflængde på mellem 12 og 14 års fængsel.

Hun krævede samtidig, at Dan Peschack skulle fratages retten til at være præst, og at børn og unge under 18 år ikke må opholde sig i hans bolig eller besøge ham uden at være i selskab med en voksen.

Den del har dommerne og nævningene altså været enige med anklageren i.

Forsvarsadvokat Ulrik Sjølin argumenterede omvendt for, at hans klient ikke skulle fratages retten til at være præst, men at han for eksempel kunne være præst for hjemløse, socialt udstødte eller krigsveteraner.

Han gik efter en straf på mellem fire et halvt og fem års fængsel.

Retten har afgjort, at Dan Peschack skal sidde varetægtsfængslet indtil ankesagen. Den afgørelse vil hans forsvarsadvokat kære.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk