Tørken spreder sig hastigt i Danmark: Sådan håndterer du den

Stor risiko for at tørke vil dominere sommermånederne herhjemme.

Beredskabsstyrelsen fraråder allerede nu at tage grillen i brug. Risikoen for brand er ganske enkelt for stor med det tørre vejr. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Modsat Norge og Sverige har Danmark indtil videre været forskånet for voldsomme natur- og skovbrande.

Men efter en usædvanligt tør april er risikoen herhjemme i den grad til stede.

Og med prognoser fra DMI, der ikke just lover silende regn de næste måneder, kan sommeren meget vel ende som den seneste - rekordtør.

Hvad er status på tørken herhjemme?

Hvor det for kort tid siden kun var i Nordsjælland og Nordjylland, at det var rigtig tørt, har det nu bredt sig til store dele af Vestjylland, Fyn og Sydvestsjælland.

Efter en påskeuge med sol og tør vind fra øst har DMI's tørkeindeks ramt 9 ud af 10 - svarende til "høj risiko for tørke".

- Får vi op mod tre uger mere med den her form for tørke, ser vi de gule græsplæner, som vi også så sidste år, siger Mikael Scharling, der er klimatolog ved DMI.

Ifølge prognoserne er der udsigt til regn lidt senere på ugen, men det er langt fra nok til at kompensere for den manglende nedbør de seneste uger.

- Det ser ud til, at der resten af ugen vil falde op mod 20 milimeter regn på landsplan. Men det opbyggede underskud er faktisk på omkring 65 milimeter. Så vi skal derop, hvis skal ned på et normalt niveau. Lige nu mangler vi en hel måneds nedbør, siger Mikael Scharling.

Han kalder den vejrmæssige udvikling i april "meget usædvanlig".

- DMI har regnet tørkeindeks tilbage til 2005. I den tid har vi ikke set den her situation så tidligt på året, siger klimatologen.

Sommeren ser igen tør ud

Sommeren sidste år var meget varm og knastør. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

DMI udsendte for nylig en prognose for sommeren, og den lover mere eller mindre almindeligt dansk sommervejr - til den gode side.

Dermed tyder meget på, at tørken igen kommer til at påvirke sommermånederne.

- I maj (forårsmåned, red.), juni og juli er der stor fordampning, så selvom der kommer noget nedbør, så vil rigtig meget af det fordampe. Det betyder, at tørkeindekset vil forblive højt.

- Det tyder på, at vi ikke får ret meget nedbør, så fordi vi ligger højt på tørkeindekset nu, så vil vi også komme til at gøre det henover sommeren. Så der er stor risiko for, at tørken kommer til at dominere sommermånederne i Danmark, siger Mikael Scharling.

Sidste år nåede sommeren op på 800 solskinstimer. Det er 30 timer mere end i 1947, der ligger på andenpladsen.

De gode råd til borgerne

Sidste år var der i flere kommuner forbud mod at brænde bål sankthansaften. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Den hastigt fremskredne tørke stiller store krav til borgerne, hvis natur- og skovbrande skal undgås. Ifølge Beredskabsstyrelsen har der allerede været udkald til naturbrande 254 gange i indeværende år.

- Det er et væsentligt højere antal udkald, end vi er vant til på det her tidspunkt af året. Og der er god grund til at være forsigtig med afbrænding allerede. Faktisk anbefaler vi nu helt at lade være med det i det her vejr, siger Ulrik Brandt, vidensmedarbejder i afdelingen Kommune og Borger i Beredskabsstyrelsen.

De gode råd er at udvise ekstra forsigtighed og overveje, om man for eksempel ikke skal vente med at brænde ukrudt af, tænde bål i haven og grille på terrassen.

- Og så er det en god ide at være påpasselig, når man færdes ude i naturen. Hvis man ryger, så tag en beholder med til skod og lad vær med at smide cigaretterne. Det gælder også, når man kører bil. En smidt cigaret kan hurtigt antænde en brand i naturen, hvis det havner et tørt sted, siger Ulrik Brandt.

Sidste år var der afbrændingsforbud på landsplan i en hel måned, men foreløbig har ingen kommuner indført det.

- Hvis kommunerne beslutter at indføre afbrændingsforbud, så følger vi udviklingen og vil på vores hjemmeside tilvejebringe en oversigt over de steder i landet, hvor de indføres, hvis det kommer dertil, siger Ulrik Brandt.

Hvad har vi lært af tørken fra sidste år?

Det danske beredskab har taget flere erfaringer med sig fra sidste års tørke. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Sommeren 2018 var den tørreste i 99 år og bød på over tre gange så mange naturbrande som gennemsnittet for de foregående fem år.

Det gav stor travlhed for de kommunale redningsberedskaber og for Beredskabsstyrelsen.

- I den periode blev der koordineret rigtig meget rundt om i kommunerne, og vi havde en god dialog om det, så borgerne så vidt muligt fik ensartet kommunikation. Men vi kan blive bedre til at bringe budskaberne ud, siger Ulrik Brandt.

Beredskabsstyrelsen gjorde god brug af DMI's tørkeindeks, men er nu i gang med at udvikle et særligt brandfareindeks, som de også har i landene omkring os. Det tages snart i brug.

- Det kan kvalificere borgere og redningsberedskab til bedre at kunne tage bestik af situationen. Det ser mere på forholdene over jorden og tager også blæst og vejrlig i betragtning. Det kan bruges til at opstille nogle prognoser, siger Ulrik Brandt.

Siden sidste år har Beredskabsstyrelsen også opgraderet deres udstyr, så de nu kan slukke brande opstået under jorden og dermed undgå, at de spreder sig til over jorden.

Facebook
Twitter