Tørken truer med at udtørre vandværker: Sætter vandtrykket ned

Varmen får folk til at bruge langt mere vand - det får nu vandværkerne til at gribe ind, så de ikke løber tør.

(ARKIV) Vanding, badebassiner og vandkampe giver et højt vandforbrug - og nu vil vandværker have folk til at skrue ned for forbruget. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Intet tyder på, at juni-måned har tænkt sig at stå tilbage for maj, efter vi sidste måned havde glæde af rekordmange soltimer. Den står stadig på sol, sol og atter sol.

Men det varme og tørre vejr betyder også, at danskerne sætter vandforbruget op, og nu advarer flere vandværker om, at de ikke kan følge med.

Rødding Vandværk nær Viborg er et af dem, der har store problemer.

- I går (søndag red.) var det meget voldsomt. Vi oplevede, at selv om vi havde fyldt tanken maksimalt op, så var vandforbruget så højt, at vi ret tidligt måtte sænke vandtrykket for ikke at løbe helt tør, fortæller formand hos Rødding Vandværk, Bjarne Rasmussen.

Den kritiske situation skyldtes, at der blev brugt 50 procent mere vand end normalt i området. Og det har de ikke kapacitet til at håndtere uden udfordringer.

Vandingsforbud

På Sjælland hos Døjringe Vandværk ved Sorø brugte beboerne så flittigt af vandet i weekenden, at pumperne heller ikke her kunne følge med.

Her er der nu indført totalt vandingsforbud.

- Det er jo havebassinerne og havevandingen, der er skyld i det store forbrug. Normalt pumper vi 12-13 kubikmeter vand ud i timen. Lørdag aften var vi helt oppe på 27-28 kubikmeter. Og så kan vi ikke følge med, siger formand for vandværket, Peder Jensen, ifølge DAGBLADET Ringsted.

Hvis opråbet ikke hjælper, ser vandværket sig nødsaget til helt at lukke for vandforsyningen i korte perioder.

I Gl. Rye syd for Silkeborg, har det lokale vandværk også problemer. Her ligger de så tæt på grænsen, at de kan "risikere at løbe tør periodevis".

Her har konsekvensen været, at borgerne, der bor på ulige vejnumre, kun må vande på ulige datoer, mens borgere, der bor på lige vejnumre, skal vande på lige datoer.

Hårdt for de små vandværker

DANVA, som er interesseorganisation for drikkevandsselskaber, fortæller, at det især er de små vandværker, som lider i varmen. De melder ikke om landsdækkende problemer, men genkender udfordringerne.

- Vi har set problemer de steder, hvor de ikke har ret meget ekstra at give af, når vandforbruget stiger. De kan ikke pumpe hårdere, end de gør, siger seniorkonsulent, Claus Vangsgård.

Han forsikrer dog om, at langt de fleste steder har en kapacitet, hvor de stadig godt kan følge med.

- Det er før set, at vandværker er løbet tør for vand. Man skal selvfølgelig følge de anvisninger, der kommer fra det lokale vandværk, hvis de kommer i problemer. Ellers er konsekvensen lavere vandtryk eller ingen vand overhovedet, forklarer han.

Og tørken ser ud til at fortsætte. I denne uge er meldingen fra DMI, at vi ikke kommer under 20 grader i dagstimerne - og rammer 30 grader til sidst på ugen.

Facebook
Twitter