Togbusser mellem Fredericia og Aarhus: Forventer togdrift efter middag

Ødelagt fjernvarmerør på en bro ved Vejle volder fortsat DSB problemer.

Det overgravede fjernvarmerør betyder, at der er fosset tusindvis af liter vand ned i jorden under sporene. (Foto: Peter Frandsen Siggaard)

Opdatering: Banedanmark skriver på Twitter, at sporet ved Vejle nu er repareret. Derfor kører der igen tog mellem Fredericia og Aarhus fra middag.

Togpassagerer må her til morgen væbne sig med tålmodighed, hvis de skal rejse mellem Fredericia og Aarhus.

Banedanmark er fortsat i gang med at undersøge, hvor meget skade et hul i et fjernvarmerør på en bro over jernbanen ved Vejle har gjort. Derfor kører der stadig togbusser mellem Fredericia og Aarhus.

  • En masse sand fra skrænten ved siden skyllede ned på skinnerne. (Foto: Peter Frandsen Siggaard)
  • Her er fjernvarmeledningen, som der er gået hul på. (Foto: Peter Frandsen Siggaard)
  • Sådan ser der ud oppe fra togbroen. (Foto: Peter Frandsen Siggaard)
1 / 3

DSB oplyser til DR Nyheder, at Banedanmark efter et statusmøde forventer at holde gårsdagens prognose, så togene kører igennem Vejle igen fra klokken 12.

I mellemtiden kan du her få overblikket over, hvordan du bedst kommer frem med togbusserne. Ellers opfordrer DSB til, at rejsende tjekker Rejseplanen, inden man tager af sted.

Ifølge DSB har man lagt togbusserne ind i Rejseplanen, men en fejl betyder, at togene ikke fremgår som aflyste.

Togbusser mellem Fredericia/Vejle og Aarhus

Mellem Fredericia og Aarhus Hovedbanegård kører der direkte busser. Skal du fra Fyn eller Sjælland til Aarhus, skal du skifte til togbus i Fredericia.

Mellem Vejle og Aarhus Hovedbanegård kører der busser, som stopper på alle stationer. Skal du til en af stationerne mellem Vejle og Aarhus, skal du køre til Vejle og først der skifte til togbus.

Hvis man skal rejse mellem Aarhus Hovedbanegård og Skanderborg, opfordrer DSB til, at man benytter Arrivas tog, der ikke er omfattet af stoppet.

Togene til og fra Struer standser i Børkop og Brejning.

Du kan se køreplanen for togbusserne her.

Og tidsplanen for myldretidsbusser mellem Fredericia og Vejle her.

Her holder togbusserne:

  • Aarhus Hovedbanegård - Banegårdspladsen, Aarhus Sporvejes holdeplads

  • Viby J - forpladsen ved stationen

  • Skanderborg - forpladsen ved stationen

  • Horsens - ny rutebilstation, opgang fra tunnel

  • Hedensted - vestlige plads foran stationen

  • Vejle - Danmarksgade, modsat forhal

  • Fredericia - udgang vest, modsat forhal

Hvis man som rejsende bliver mere end 30 minutter forsinket, kan man benytte sig af DSB's rejsetidsgaranti. Læs mere her.

Facebook
Twitter