Togforsinkelser kan give ekstraregning til Rejsekort-brugere

DSB erkender, at forsinkelser i den kollektive trafik kan betyde, at passagerer med Rejsekortet må betale ekstra for turen.

DSB har ikke noget system, der kan forhindre, at passagerer risikerer ekstraregning for tog- og busforsinkelser. (Foto: Rasmus Mark Pedersen © DR)

Passagerer med det omdiskuterede Rejsekort risikerer at skulle betale ekstra for turen, hvis toget eller bussen er forsinket.

Jo større forsinkelse, jo større ekstraregning kan man ende med at få på Rejsekortet ved check-ud.

Det skriver IT-mediet Version 2.

Tænk: Det er grotesk

Risikoen for ekstraregningen skyldes Rejsekortets regler om maksimal rejsetid. Der findes nemlig en grænse for, hvor længe passagerer må opholde sig i et givent antal zoner i et takstområde.

I Hovedstadsområdet må det for eksempel maksimalt tage en time at rejse to zoner og en time og 15 minutter at rejse tre zoner.

Passagererne kan kan kun få deres penge igen, hvis de selv opdager, at der er trukket penge for forsinkelser og derefter tager kontakt til kundeservice.

- Det er groteskt, det er det. Og det er fuldstændigt uigennemskueligt, siger Asta Ostrowski, seniorrådgiver fra Forbrugerrådet Tænk, til Version 2.

DSB: Intet at gøre

DSB, der er hovedaktionær i Rejsekort A/S, bekræfter, at passagerer med Rejsekort kan risikere at skulle betale ekstra, hvis der er forsinkelser på tog- og busforbindelser.

- Det er korrekt, at det kan man. Og vi har ikke noget system, som kan håndtere det, se bort fra det eller kompensere for det, siger Christian Linnelyst, chef for salg og produktmarketing i DSB.

Han opfordrer Rejsekort-passagerer til at holde øje med prisen for deres rejse, når de checker ud.

Mange Rejsekort-brugere rejser ofte den samme tur, og derfor ved de også, hvad prisen bør være, understreger Christian Linnelyst.

- Hvis de har siddet i et tog eller en bus eller en metro og været forsinkede, så skal de lige være opmærksomme på, hvad prisen er, når de checker ud. Om den er anderledes, end den plejer at være. Det ved de som regel. Og hvis de har været forsinkede, så må de tage fat i kundecenteret efterfølgende og få refunderet beløbet. Der er desværre ikke andet at gøre lige nu, siger han.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter