Tonsvis af tabte fiskenet er dødsfælder for fisk og fugle

WWF Verdensnaturfonden har dokumenteret, at der hænger tonsvis af tabte trawl og fiskegarn på skibsvrag.

Danske fiskere indberetter aldrig om mistede trawl eller garn, som norske fiskere gør.

Efter blot én dags dykning kan WWF Verdensnaturfonden påvise, at der under havoverfladen er masser af tabte net, der er dødsfælder for fugle, fisk, skaldyr og marsvin.

Nettene sætter sig fast på vrag og stenrev eller flyder bare rundt i vandet.

I sidste uge dykkede medarbejdere fra WWF mellem Sjællands Odde og Djursland, og på fire forskellige skibsvrag sad der tonsvis af tabte net, oplyser generalsekretær Bo Øksnebjerg.

- Alle vrag var faktisk svøbt ind i net, og nogle steder står nettene som tårne 8-10 meter op i vandsøjlen. Vi fandt både gamle og nye fiskeredskaber, siger han.

Både i Norge og USA samler man spøgelsesnet ind. En flerårig oprensning fra 2002 ved Seattle i USA bragte 3.759 spøgelsesnet op til overfladen.

I nettene sad døde sæler og andre pattedyr, 800 fugle, 2400 levende og døde fisk samt titusindvis af skaldyr.

I Danmarks Fiskeriforening ser ikke spøgelsesnet som et stort problem, men vil gerne se på det. Kontorchef Ole Lundberg Larsen tror, at vi ser "fortidens synder".

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) siger, at spøgelsesnet indgår i regeringens kommende handlingsplan mod plastik i havet.

/ritzau/