Topadvokater om tilbud til tidligere PET-ansat: 'Det er usædvanligt'

En 62-årig sigtet fik stillet betinget fængselsstraf i udsigt i sag om læk til medier.

To forsvarsadvokater undrer sig over forløbet. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Det er meget usædvanligt, at en tidligere ansat hos PET er blevet tilbudt en aftale om, at en tilståelse kunne føre til mildere straf og en tiltale for en langt mindre alvorlig paragraf i straffeloven.

Sådan lyder vurderingen fra to forsvarsadvokater.

Det sker, efter DR mandag kunne fortælle, at en 62-årig tidligere PET-ansat, der er sigtet for at have overtrådt samme alvorlige paragraf om statshemmeligheder som tidligere spionchef Lars Findsen, var i dialog med anklagemyndigheden om netop det.

Lars Findsen har i en bog beskrevet, hvordan han også blev tilbudt en aftale af myndighederne.

- Det er ikke unormalt, at man som forsvarer og anklager kan diskutere en klients sag. Man kan for et eksempel godt lave en gentleman-aftale om, at hvis ens klient tilstår noget, vil anklagemyndigheden gå efter en lavere straf.

Det siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage, som har beskæftiget sig med en række store straffesager.

- Men det er ret usædvanligt, at man taler om, at hvis man tilstår, så kan sagen køre efter en bestemt paragraf, og så glemmer man overtrædelse af den anden paragraf, som er langt mere alvorlig.

Også forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen mener, der er tale om et specielt forløb.

Ligesom Mette Grith Stage siger han, at det er forholdsvis almindelig praksis, at anklagemyndigheden tidligt i en sag kan lægge en føler ud for at få en fornemmelse af, om en sigtet kunne overveje at tilstå anklagen.

- Det er ikke unormalt, at der kan komme en føler fra anklagemyndigheden, men jeg har ikke oplevet, at man bliver præsenteret for en lidt mere formaliseret aftale.

- Tit kommer det sådan lidt uformelt, at hvis din klient tilstår det her, kan vi komme med en anden strafpåstand, der lyder sådan og sådan, siger han.

Sigtet for at lække statshemmeligheder

Den 62-årige politiassistent havde ifølge DR's oplysninger været ansat i politiet i 38 år, da han blev anholdt på sin hjemmeadresse i december sidste år.

Det var i samme aktion, at også Lars Findsen og yderligere to efterretningspersoner blev anholdt.

Ifølge DR's oplysninger er han sigtet for at have lækkert oplysninger i sagen om Ahmed Samsam til journalister. Det skete ifølge DR, fordi han var indigneret over håndteringen af sagen.

Han er ligesom Lars Findsen sigtet for den alvorlige paragraf 109, som kan give op til 12 års fængsel.

Han erkender de faktiske forhold, men nægter at have lækket statshemmeligheder.

Lars Findsen er tiltalt for at have lækket statshemmeligheder. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)

Det er derfor også interessant, at man netop vælger at fravige den paragraf for at få en tilståelse, mener Mette Grith Stage.

- Det er meget usædvanligt, når vi taler om sådan en alvorlig bestemmelse, som paragraf 109 er, siger hun.

- Det kan måske hænge sammen med, at anklagemyndigheden er klar over, at sagen er tynd, og så vil anklagemyndigheden trods alt hellere leve med en domfældelse for noget mindre alvorligt end at risikere en ren frifindelse.

- Så ved at lave en sådan aftale undgår anklagemyndigheden at sætte alt på et bræt med fare for at tabe det hele på jorden.

Jesper Storm Thygesen mener også, at det er paragraffen, som den 62-årige er sigtet for, der gør sagen interessant og opsigtsvækkende.

- Det specielle er jo også, at det er nogle bestemmelser, man stort set aldrig bruger, siger han.

PET har ingen kommentarer, men henviser til anklagemyndigheden.

Heller ikke Østjyllands Politi har kommentarer.

PET har om Lars Findsens beskrivelse af tilbuddet om en aftale tidligere udtalt:

- PET kan fuldstændigt afvise de anklager, som har været fremme i medierne om, at Lars Findsen af PET er blevet tilbudt en aftale i strid med retsplejelovens regler.