Torturkomité kritiserer dansk bæltefiksering

Danmark kandiderer til en kritisabel titel som europamester i bæltefikseringer i psykiatrien, siger komité.

Der er langt til regeringens mål om at halvere tvangsfiksering i psykiatrien i 2020, påpeger Europarådets torturkomité.

I mere end et årti har Europarådet kritiseret og påpeget brugen af tvang i dansk psykiatri. Men der sker tilsyneladende ingen fremskridt trods regeringens mål om at halvere tvangsanvendelsen inden 2020.

Tværtimod.

Det fremgår af den seneste og netop offentliggjorte rapport for Danmark fra rådets komité til forebyggelse af tortur, CPT. Den islandske psykiater Petur Hauksson har siden 2002 deltaget i komitéens uanmeldte besøg på psykiatriske afdelinger og var også med denne gang.

Effekten udebliver

- Komiteens tidligere bemærkninger har ikke haft den tilsigtede effekt. Desværre stiger det bare med brugen af bæltefikseringer. Det når ikke frem til dem, som i praksis er ansvarlige for det, siger Petur Hauksson.

Statistikker viser, at brugen af bæltefiksering i Danmark nåede nye højder i 2012 og 2013, og den udvikling synes at fortsætte, lyder komitéens vurdering, selvom officielle tal for 2014 endnu ikke kendes.

- I 2007 kom en lov, der havde til formål at reducere brugen af magt i psykiatrien. Det skete ikke, tværtimod, og det er forbavsende, at en lovgivning som denne ikke har den ønskede effekt, siger Hauksson.

Psykiateren mener, at Danmark er det eller et af de lande, som hyppigst benytter fikseringen af psykiatriske patienter over længere perioder.

I en række andre lande, eksempelvis Storbritannien og Island, anvendes bæltefikseringer ikke normalt.

Indgroet i dansk praksis

Komitéen oplever, at det er uhyre vanskeligt at få bugt med den nedværdigende metode, som ifølge Hauksson ikke har nogen medicinsk berettigelse og formentlig skyldes mangel på personale.

Den er tilsyneladende indgroet i dansk behandlingspraksis.

- Det er ligefrem sådan, at patienterne forventer det. Patienterne udtrykker selv forståelse for, at de må blive i bæltet, da personalet havde travlt med andre urolige patienter, siger Petur Hauksson om en episode under det seneste besøg i Danmark.

I marts skrev sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i et svar til Ritzau:

- Det kan være en meget grænseoverskridende oplevelse - både for patienten og personalet - når der bruges tvang. Så derfor må det kun anvendes som sidste udvej.

/ritzau/

Facebook
Twitter