Tosprogede undervises alene: Misser vigtig klasseundervisning

På de fleste skoler tager man de tosprogede elever ud af klassen for at give dem ekstraundervisning, men det svækker deres faglighed - og deres sprog.

Fatima Haydar Al-Saigh (© DR)

Giv de tosprogede elever ekstra hjælp i klassen og ekstra undervisning efter skoletid.

Det er opskriften, hvis eleverne skal klare sig godt.

Men det sker langt fra altid, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Misforstået hensyn

Faktisk tager fire ud af fem folkeskoler de tosprogede børn ud af den normale undervisning og giver dem specialundervisning i stedet.

- Det er en form for misforstået hensyn ikke at lade de tosprogede følge undervisningen. For de går ikke kun glip af det faglige, men også det sociale. Og man kan ikke fikse sproget for de her børn i sprogcentret. De skal lære sprog, mens de lærer fag, siger Katja Munch Thorsen, der er områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut, til DR Nyheder.

Glad og dygtigere elev

Fatima Haydar Al-Saigh går i 8. klasse på Søndermarksskolen på Frederiksberg.

Hun taler både persisk, arabisk og dansk, og derfor kan det være nødvendigt at få lidt hjælp både i klassen og i tosprogscenteret, der har åbent hver mandag eftermiddag efter skoletid

- Jeg har lidt svært ved det skriftlige. Det gode ved den her ordning er, at jeg sidder sammen med en og retter mine opgaver. Det er ikke bare en lærer, der har opgaven med hjemme. Du får lært af dine fejl og husker det til en anden gang, siger Fatima Haydar Al-Saigh til Dr Nyheder.

Godt for alle

Og det er netop erfaringen. De tosprogede elever bliver bedre og bedre ikke bare til dansk, men også til de andre fag, når de får lov at blive i klassen. Og det samme gør sig gældende for de etnisk danske elever, fortæller Charlotte Brüchmann, der er adm. leder på skolen.

- Alle her har gavn af det. Det er på ingen måde en forringelse af nogen elevers standpunkt. Tværtimod, siger skolelederen.

Vedholdende lærere

Afgørende for succesen har været, at alle lærerne har fået efteruddannelse i at bruge sproget i alle fag, men også at eleverne helt frivilligt møder op i tosprigscentret om eftermiddagen.

Det gør de, fordi tosprogslærerne er opsøgende og vedholdende, og fordi man kan se, at det giver pote, lyder det fra Aros Ayad Mohammed fra 8. klasse.

- Jeg synes, at jeg får lært meget mere af det ved både at lære fra timerne og efter skole. Det er meget bedre, siger han.