Træ væltede ned over mor og barn: Pige på fire år i kritisk tilstand

Kraftig blæst fik træ til at vælte ned over barn og mor i Nykøbing Sjælland.

Et træ væltede ned over en mor og hendes fireårige datter ved Nordgårdshallen i Nykøbing Sjælland. Pigen meldes i kritisk tilstand. (© Byrd/Lind Foto)

Et barn meldes i kritisk tilstand, efter at et træ væltede ned over hende ved en parkeringsplads i Nykøbing Sjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 Øst. Også barnets mor blev ramt af det væltede træ.

- Det er en fireårig pige, og pårørende er underettet. Vi kan ikke oplyse yderligere for nuværende, siger vagtchef Michael Hvid til Ekstra-Bladet.

Voldsomme vindstød er årsag til, at træet væltede ved en gangsti, der forbinder en parkeringsplads med en svømmehal.

Ulykken skete på en parkeringsplads ved Nordgårdshallen i Nykøbing Sjælland.

Øjenvidner har ifølge TV 2 Øst sagt, at træet var angrebet af råd.

Barnet er blevet kørt til behandling på hospitalet.

/DR Nyheder/