Træ væltet ned over S-tog ved Birkerød

Der er indsat togbusser på flere S-togsstrækninger. Rejsende strandede i et S-tog, da det blev ramt af et træ.

(Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Væltede træer har afbrudt S-togkørslen på flere strækninger i hovedstadsområdet. Der er indsat busser i stedet.

Søndag aften kører togene ikke mellem Birkerød og Hillerød og heller ikke mellem Buddinge og Farum, oplyser Erik Lorentz Larsen fra Banedanmark.

I stedet kører der togbusser hvert 20. minut på de to strækninger.

- Samtidig kører alle tog med nedsat hastighed, så passagererne skal indstille sig på længere rejsetid, siger Erik Lorentz Larsen.

Passagerer skal evakueres

På strækningen mellem Birkerød og Allerød er et træ væltet ned over S-toget og blokerer køreledningerne.

Passagererne sidder i toget og må vente på, at Banedanmark får sikret området, inden de kan evakueres fra togvognene. Det forventes at ske omkring klokken 20.30.

Ingen er dog kommet til skade.

Facebook
Twitter