Træer som aflad: Kommune vil kompensere for flyrejser

Fredensborg Kommune vedtager klimakompensation for byrådsmedlemmerne.

Fredensborg Kommunes byråd vedtog mandag et forslag om klimakompensation. Byrådsmedlemmerne har pålagt sig selv en klimaafgift for hver flyrejse, der foregår i forbindelse med arbejde. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Fredensborg Kommune vil gå forrest i klimakampen. Kommunens byråd vedtog derfor mandag et forslag om klimakompensation i forbindelse med flyrejser.

For byrådets medlemmer betyder det, at fremtidige flyrejser i arbejdsøjemed skal kompenseres på klimakontoen ved at betale til skovrejsning.

Byrådsmedlem i Fredensborg Kommune Kristian Hegaard (R) siger, at byrådet med deres vedtagelse af kompensationen ønsker at skabe fokus på området:

- Det er i høj grad for at lave en italesættelse af, hvor meget vi flyver. Og dermed får vi en debat om, hvorvidt de flyrejser er nødvendige. Og hvis de er, så se hvordan vi kan klimakompensere bedst muligt, siger han.

Byrådet ved endnu ikke, hvor mange rejser det drejer sig om, men for Kristian Hegaard er det mere symbolet i at pålægge sig selv en klima-afgift.

Politikere skal gå forrest

Kristian Hegaard siger, at det er afgørende, at man ser på transportsektoren og flyrejser, når man skal håndtere fremtidens klimaudfordringer. Og derfor er en offentlig myndighed som Fredenborg Kommune også nød til at gå forrest.

- Vi håber på at være et foregangseksempel som offentlig myndighed, og at dette vil inspirere andre både borgere, virksomheder og kommuner i samme retning.

Der findes en rækker internationale standarder for, hvordan man kan klimakompensere. Skovrejsning er en af mulighederne, og det er netop flere træer, som byrådet har til hensigt at kompensere med.

Fredensborg Kommunes byråd fandt inspiration på Helsingør Gymnasium, hvor de i år besluttede at klimakompensere særligt på skolens studierejser.

Facebook
Twitter