Trafik fra Sverige skabte kilometerlange køer på Øresundsbroen

Tidligere i dag tog det 30 minutter i kø at komme ind i Danmark fra Sverige.

Arkivfoto. Sidste weekend var der også kø på Øresundsbroen. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Bilister på vej fra Sverige til Danmark skabte i formiddags kø på Øresundsbroen.

Det oplyser Københavns Politi og Øresundsbroens trafikcenter.

Trafikcentret oplyser, at der tidligere i formiddags var tre kilometer kø, der tog en halv times tid at komme igennem.

Københavns Politi var til stede med fuld bemanding ved grænsekontrollen. Der var også sendt fædselsfolk dertil for at dirigere trafikken, oplyser politiet.

Alle spor i grænsekontrollen var åbne for at afvikle køen så hurtigt som muligt.

Der er ingen meldinger om, hvorvidt der er tale om danskere, der har været på pinseweekend i Sverige eller på Bornholm, eller om det er personer bosat i Sverige, der for eksempel skal ind i Danmark.

Øresundsbroen melder på Twitter klokken 10.27, at der ikke længere er kø:

Opfordrer til 14 dages karantæne

Det er en anden gang inden for godt en uge, at der er lange køer på Øresundsbroen. Sidst var det efter Kristi himmelfartsdagene, hvor folk rejste fra enten Sverige eller Bornholm og skabte kilometerlange køer.

Den massive trafik fra Sverige til Danmark fik Udenrigsministeriet til at komme med en opfordring til danskere om at blive hjemme.

- Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser, og beder danskerne om at blive hjemme, også selvom det kun er en kortvarig rejse. Det er der ingen forskel på, lød det fra Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet opfordrer samtidig danskere, der har været i udlandet, til at gå i karantæne i 14 dage for at forhindre, at eventuel coronavirus bragt ind fra det svenske spreder sig i Danmark.

Fem gymnasieelever smittet efter sverigestur

Fem gymnasieelever fra en 1.g-klasse på Roskilde Katedralskole er blevet smittet med coronavirus efter en tur til Sverige i Kristi himmelfartsdagene i forrige uge.

Det har fået rektoren, Claus Niller Nielsen, på gymnasiet til at aflyse al fysisk undervisning for elever i 1.g i 14 dage.

Han fortæller i en besked til eleverne, at ingen på årgangen skal møde i skole i morgen efter pinse. I stedet vil de blive undervist online hjemmefra indtil 12. juni.

- Ovenstående er samtidig en påmindelse til os alle om, at coronakrisen langt fra er overstået. Der er fortsat grund til at udvise den største forsigtighed, skriver rektoren til eleverne på skolen.

Sverige har håndteret coronaepidemien anderledes og langt mindre restriktivt end Danmark. Skoler, barer og fitnesscentre har ikke været lukkede.

I alt har svenskerne registreret 4.403 coronarelaterede dødsfald, og man har bekræftet knap 38.000 smittetilfælde, siden epidemiens start.

Facebook
Twitter