Trafikstyrelsen: Piloter fortæller ikke os om træthed

Trafikstyrelsen er vred på piloterne, efter en ny undersøgelse viser, at et stort flertal af dem er faldet i søvn under flyvninger. Ingen rapporterer nemlig søvnen.

(Foto: Colourbox)

Trafikstyrelsen kritiserer danske piloter for ikke at fortælle dem, at de er så trætte, at de falder i søvn i cockpittet.

Det er nemlig Trafikstyrelsens opgave at holde øje med, at piloternes arbejdsforhold er i orden.

Men når styrelsen kommer på tilsyn hos piloterne, er der næsten ingen af dem, der fortæller om problemerne med træthed og udmattelse.

- Vi har været der mere end 100 gange de seneste år for at snakke med piloterne om blandt andet flyvetid, og der har vi ikke fundet noget, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Jesper Rasmussen.

Seks ud af ti falder af og til i søvn

Det er dog et andet billede, der tegner sig i en ny undersøgelse lavet af DR Nyheder og Dansk Pilotforening, hvor 600 af foreningens 1.000 medlemmer har svaret.

Undersøgelsen viser nemlig, at seks ud af ti piloter 'af og til falder i søvn i cockpittet', og at otte ud af ti 'af og til føler sig for trætte til, at det ikke er forsvarligt for dem at sidde i cockpittet'.

Men de fortæller det altså ikke til Trafikstyrelsen, som sidste år kun gennemsnitligt fik én rapport om træthed per måneden.

Piloterne bryder loven

Danske piloter har ellers efter luftfartsloven pligt til at melde sig ude af stand til at flyve, hvis de føler sig for trætte eller psykisk udkørte. Og bliver de trætte under en flyvning, skal de efter turen indberette det til deres selskab, som sender rapporten videre til Trafikstyrelsen.

Og det ansvar skal de selvfølgelig tage alvorligt, mener Trafikstyrelsen, der gerne vil kunne kontrollere og have fokus på, hvordan flyvetidsbestemmelserne fungerer.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke siger det til os. Når vi snakker med dem selv for lukket dør, nævner de ikke, at det er problem. Jeg synes, man må stå på mål for de holdninger, man har. Og når vi så er der, må man fortælle os det, siger Jesper Rasmussen.

Men piloterne fortæller ikke hændelserne, fordi de ikke føler, at der kommer noget godt ud af at fortælle om deres træthed, og fordi de er bange for, hvilke konsekvenser det kan have:

- Jeg indberetter ikke hændelser. Dels kræver det ekstra arbejde, men det svarer også til, at man brokker sig over sig arbejde og klager til chefen. Trafikstyrelsen siger, at man bare kan melde sig ude af stand til at flyve, men hvis du gør det til flyvechefen nok gange, kommer du til en samtale, fortæller en de piloter, som DR NYHEDER har været i kontakt med. Piloten ønsker ikke at stille sig frem af frygt for sit job.

Tilsyn afslører ikke træthed

Men det er klart, at Trafikstyrelsen tilsyn ikke afslører den træthed, der er blandt piloterne. Det mener både flyvelæger og Dansk Pilotforening.

Der er nemlig flere udfordringer ved muligheden for at rapportere træthed og tilsynene, hvor styrelsen kommer på kontrol hos piloterne.

- De kommer altid midt på dagen i situationer, hvor piloten har ekstremt travlt med at tømme flyet for passagerer og få de næste ind. Derfor er inspektøren fra Trafikstyrelsen altså kun på tilsyn i omkring fem minutter, siger formanden for Dansk Pilotforening, Lars Bjørking.

Frygter for deres job

Heller ikke overlæge på Flyvemedicinsk Klinik, Mogens Tangø, der til daglig tjekker piloternes helbred, mener, at Trafikstyrelsens tilsyn afslører, hvor udmattede og trætte piloterne er under de nuværende flyvetidsregler.

Frygten for en fyreseddel får nemlig mange piloter til at holde mund om deres pressede hverdag. - De risikerer deres job, føler de. Og man kan jo ikke fortænke den enkelte pilot i at være loyal over arbejdsgiveren. Og hvis man beklager sig til tilsynet over arbejdsforholdene, så hænger man selskabet ud og det ønsker piloterne ikke, siger Mogens Tangø.

Facebook
Twitter