Traktorer indtager storbyer i protest mod minksagen: - Vil påvirke trafikken væsentligt

Hundredvis af traktorer kører gennem København og Aarhus, og politiet forventer store trafikale problemer.

Landmændene demonstrerer mod regeringens indgreb mod minkfarmene.

Det bliver en anderledes dag i trafikken i Aarhus og København.

I hovedstaden vil flere hundrede traktorer køre gennem byen med Langelinie som destinationen. Det gør de for at udtrykke utilfredshed med regeringens håndtering af minksagen.

Politiet forventer, at demonstrationerne med de langsomtkørende landbrugsmaskiner vil påvirke den øvrige trafik væsentligt.

Cirka klokken 10.00 vil traktorerne blive ledt ind i København via tre indfaldsveje: Gammel Køge Landevej, Roskildevej og Frederikssundsvej.

Kilde: Politi.dk

Herefter kører traktorerne sydpå ad ring 2 og samles på Kalvebod Brygge, hvorefter de fortsætter forbi blandt andet Christiansborg Slotsplads og Kongens Nytorv. Traktorerne ender på Langelinie på Østerbro.

Samtidig vil en gruppe fiskekuttere lægge til kaj på Langelinie, hvor en samlet demonstration begynder klokken 12.00.

- Vi vil prioritere at lede traktorerne gennem byen med så få ophold som muligt, men under alle omstændigheder kommer demonstrationen til at påvirke trafikken væsentligt, siger politiinspektør Tommy Larsen.

- Derfor opfordrer vi bilister til at finde alternative ruter eller måske overveje at benytte kollektiv transport i stedet, siger han i meddelelsen fra Københavns Politi.

Demonstrationen slutter klokken 14.00, og traktorerne bliver ledt ud af byen fra klokken 14.30.

Demonstration i Aarhus

I Aarhus samles traktorerne fire forskellige steder uden for Aarhus. De mødes i henholdsvis Odder, Hørning, Hammel og Aarhus Nord og kører fra mødestederne klokken 10 ind mod Aarhus midtby.

Traktorernes endestation bliver henholdsvis Sydhavnsgade ved Aarhus Havn og Molslinjens gamle færgeterminal.

Selve demonstrationen i Aarhus begynder lørdag klokken 11.30 fra Molslinjens gamle færgeterminal og klokken 11.40 fra Sydhavnsgade. Herfra marcherer demonstranterne til Musikhusparken.

De mange traktorer ventes at køre ud af Aarhus igen klokken 14.30.

På hvide plader

Demonstrationen er godkendt, men fredag skrev Københavns Politi på Twitter:

- I den forbindelse gør vi opmærksom på, at det kun er traktorer, som er registreret til almindelig kørsel på offentlig vej, der må benyttes til og fra demonstrationspladserne.

Altså traktorer på hvide nummerplader.

Til det skriver arrangørerne bag demonstrationen på deres hjemmeside:

- Efter en uges planlægning – og et nøje planlagt program i samarbejde med politiet – har vi ikke anledning til at mene andet, end at nogle i toppen af Danmark ønsker at stoppe demonstrationen.

De siger desuden, at politiets besked ikke får traktorer til at vende om.

Facebook
Twitter