Transportministeren kan ikke afvise flere DSB-prisstigninger

Pendlere og opposition er utilfredse med prisstigninger. Det er træls, siger transportministeren.

Pia Olsen Dyhr forsvarer DSB prisstigninger og vil ikke afvise, at der kommer flere næste år.

Da Socialdemokraterne og SF gik til valg 2011 var det med løfter om, at mange års prisstigninger på tog- og busbilletter skulle standes.

Men i år har DSB bebudet, at alle deres billetter stiger med 1,3 procent i gennemsnit, og SFs transportminister Pia Olsen Dyhr vil ikke afvise, at der ikke kommer flere stigninger.

- Det kan jeg desværre ikke, for hvis man kigger på den takstudvikling der er, så er det muligt for selskaberne at sætte prisen op, siger transportministeren til DR Nyheder.

Vi sidder som sild i en tønde

Prisstigninger går værst ud over landets pendlere, som kommer til at opleve en prisstigning på 2,5 procent på flere af de populære strækninger, for eksempel Odense til København.

Og det vækker ikke begejstring hos landets pendlerforeninger.

- Den stigning er alt for høj i forhold til det produkt, vi får leveret. Vi sidder som sild i en tønde på lårene af hinanden og nogle gange kommer folk slet ikke med. Alligevel stiger priserne, siger Michael Randropp, pendlertalsmand på strækningen Helsingør-Malmø.

Det er altid træls

Han forstår ikke, hvordan DSB kan retfærdiggøre prisstigninger, der ligger over den normale prisudvikling, når selskabet netop har fremlagt et fornuftigt regnskab.

Pia Olsen Dyhr mener dog ikke, at det alene er grund nok til at standse prisstigninger. Hun lægger vægt på, at DSB er blevet bedt om at effektivisere og rydde op i deres gæld, og at den generelle prisudvikling i samfundet er for høj.

- Det er altid træls, når priserne stiger, men de stiger kun, fordi priserne generelt stiger. Derfor skal lokoførerne have lidt højere løn, og der skal også betales for diesel, siger hun.

V: Mere konkurrence

Prisstigninger vækker heller ikke begejstring hos Venstres Martin Geertsen. Han mener ikke, at prisen stemmer overens med det produkt DSB leverer. Derfor efterlyser han konkurrence på området.

- Konkurrence vil medføre billigere togdrift og bedre service. Regeringens egen produktivitetskommission viser også, at man kan spare op mod en milliard på at få mere konkurrence, siger han.

Det forslag afviser Pia Olsen Dyhr dog:

- Det er ikke der, jeg mener, at vi skal hen. Det skal være billigere og bedre, men vi skal have en samlet kollektiv trafik, siger hun og påpeger samtidig, at regeringen har sat 600 millioner kroner af til at forhindre store prisstigninger.