Travlhed går ud over de ældres velfærd

Mangel på ressourcer presser jævnligt social- og sundhedspersonale ud i situationer, hvor de må gå på kompromis med fagligheden, skriver Fagbladet FOA.

Der er ikke tid nok til de ældre, lyder konklusionen i FOA-undersøgelse

Mere end hver anden medarbejder har måttet sige nej til at hjælpe en borger på toilettet, og næsten hver tiende har måttet vække ældre om natten eller tidligt om morgenen, fordi der ikke er personale nok.

En undersøgelse fra FOA blandt 642 social-og sundhedsansatte i ældreplejen og på specialområdet viser, at personalet ofte må gå på kompromis med deres faglighed på grund af tidspres og mangel på ressourcer.

58 procent har indenfor de seneste to år måttet sige nej til at hjælpe en borger på toilettet med det samme, fordi en akut opgave skulle løses først.

Der er ikke tid nok

Én af dem er social-og sundhedshjælper Vibeke Hansen, der arbejder på plejecenter Birkelund i Juelsminde.

- Desværre sker det jævnligt, at jeg må sige, at jeg ikke lige har tid nu til at hjælpe en beboer på toilettet, fordi jeg er i gang med fx at bade en anden. Det er langt fra optimalt, og det er ikke værdigt for de ældre, og jeg har det virkelig skidt med det, siger Vibeke Hansen.

Hun har arbejdet på plejecenteret siden 1997 og kan for alvor mærke, at der er sket et skred i den pleje og omsorg, der i dag gives til beboerne.

- De ældre føler sig tilsidesatte. Og ofte siger de demente, at vi har for travlt. Det er trist, at vi for det meste ikke har tid til at sætte os ned sammen med dem og bare snakke og lytte til deres oplevelser, siger Vibeke Hansen.

FOA: Uanstændigt

I undersøgelsen fra FOA svarer 35 procent, at de har måttet made flere borgere på samme tid, fordi der ikke var personale nok. Og 9 procent er blevet bedt om at vække borgere tidligt om morgenen eller om natten, fordi der ikke var personale nok.

Formand for FOA, Dennis Kristensen mener, at grænsen i den grad er overskredet.

- Når vi kan se, at medarbejdere bliver tvunget til at vække svækkede ældre midt om natten for at klare praktiske opgaver, fordi der ikke er personale nok, så er grænsen for al anstændighed nået.

- Og det skal simpelthen stoppes øjeblikket, og det er jo også helt grænseoverskridende, at ældre meget ofte ikke kan komme på toilettet, når de beder om det, siger Dennis Kristensen.

Skal flere penge til

Han peger på, at der i dag er godt 35.000 færre ansatte i kommunerne end for fem år siden, og samtidig stiger antallet af ældre og demente markant.

- Hvis vi vil give vores ældre en værdig pleje og omsorg, så bliver politikerne på Christiansborg og i kommunerne nødt til at indse, at der skal sættes flere ressourcer af til de svageste ældre.

- Den såkaldte ældremilliard går jo mest til rehabiliteringsindsatser, som vil komme i forvejen fysisk stærke ældre til gode, og det giver ikke flere varme hænder og mere tid til beboerne på plejecentrene, siger Dennis Kristensen.

Facebook
Twitter