Travlt nytår: Beredskab er rykket ud 435 gange

Det har været en travlere nytårsaften end normalt, oplyser Danske Beredskaber.

Mens danskere landet over har skålet i champagne, spist kransekage og fyret raketter og heksehyl af, har beredskab og brandfolk haft en travl arbejdsdag.

I løbet af nytårsaftensdag og nytårsaften er beredskabet sammenlagt rykket ud 435 gange, oplyser sekretariatschef for Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.

- Vi har ikke kedet os henover nytåret. Det er måske i virkeligheden lidt ærgerligt, for det vil sige, at en del har fået besøg i deres indkørsel eller på deres vej, når vores folk for eksempel har været ude for at slukke brande i skraldespande og containere, siger han.

Beredskabets opgaver har varieret fra færdselsuheld til brandslukning.

- Det er især de gamle nytårsklassikere, vi har været ude til. Det vil for eksempel sige fyrværkeriantændte brande i containere, skraldespande og i nogle tilfælde også i biler. Så der er ikke meget nyt under solen: Det er fyrværkeri og folks festlige tilgang til nytårsaften, der betyder, at vi har haft lidt ekstra opgaver, siger Bjarne Nigaard.

Han oplyser, at man som tommelfingerregel siger, at beredskabets arbejde på en gennemsnitlig nytårsaften vil bestå af omtrent 400 udrykninger.

Denne nytårsaften har altså været i den travle ende, og Bjarne Nigaard oplyser, at antallet af udrykninger ligger på nogenlunde samme leje som sidste år, der også var usædvanligt travl for beredskabet.

Sidste år landede antallet af udrykninger på 440, hvilket gjorde årsskiftet mellem 2016 og 2017 til det travleste år for beredskabet i omkring et årti.

Det er især beredskabet i hovedstaden, der har haft en travl aften. Her er beredskabet rykket ud i alt 124 gange.

FacebookTwitter