Tre af de fire tiltalte fra terrorsag løsladt

Tre af de fire tiltalte fra terrorsagen i København bliver løsladt med det samme, beslutter dommer.

Politi foran Københavns Byret, hvor fire mænd i dag er blevet frikendt for medvirken til angrebet ved synagogen i februar 2015. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Tre af de fire mænd, der i dag er blevet frikendt for medvirken til terrorangrebet i København i februar sidste år, skal løslades med det samme.

Det har retsformand Marianne Madsen netop bekendtgjort i Københavns Byret.

Senere i dag bliver det afgjort, om den fjerde mand, den 26-årige BH, skal forblive varetægtsfængslet. Selv om han er frifundet i sagens terrorforhold, er han blevet kendt skyldig i våbenkriminalitet.

Skyldig i våbenbesiddelse

Anklagemyndigheden har krævet den 26-årige mand sendt tre et halvt år i fængsel for at have besiddet den fuldautomatiske M95-riffel, som Omar El-Hussein benyttede under angrebet på Krudttønden på Østerbro i København, hvor fotograf, producer og instruktør Finn Nørgaard blev dræbt.

Den tiltaltes forsvarsadvokat, Berit Ernst, har imidlertid argumenteret for, at der er tale om en særlig situation, fordi BH kun holdt våbnet i få minutter, før han smed det fra sig.

Hun vil derfor lade straffen gå lige op med den tid, hendes klient allerede har siddet varetægtsfængslet, hvilket vil sige omkring halvandet år.

Vender tilbage klokken 15

Et enigt nævningeting frifandt her til formiddag de fire mænd for medvirken til Omar El-Husseins drab og drabsforsøg ved synagogen i Krystalgade, men to af de tiltalte blev altså kendt skyldige i våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Den ene er BH, mens den anden er blevet løsladt.

Dagens retsmøde genoptages klokken 15.

Facebook
Twitter