Tre danskere døde af resistent svinebakterie

Tre danskere er døde af den såkaldte svinebakterie, bekræfter Statens Serum Institut. Det er kun toppen af isbjerget, siger professor.

Svinebakterien er en multiresistent stafylokokbakterie, eller MRSA. Den særlige gren, der rammer svin, er kendt som CC398 og har hidtil krævet menneskeliv i andre lande, men aldrig før i Danmark. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

For første gang rapporteres der nu om, at danskere er døde af den såkaldte svinebakterie, der spreder sig til stadig flere danske svinefarme.

Landbruget har hidtil sagt, at bakterien kun er et problem for dem, der arbejder på svinefarmene. Men nu står det klart, at de døde intet har haft med svine-erhvervet at gøre:

- Der er, så vidt vi ved, ingen af de tre døde, der har arbejdet med svin eller haft tæt kontakt med nogle, der har arbejdet med svin, siger Robert Skov, overlæge ved Statens Serum Institut, til DR Nyheder.

En person døde i 2012, mens de andre to omkom i 2013.

Farligt med store mængder antibiotika

Svinebakterien er en multiresistent stafylokokbakterie, eller MRSA. Den særlige gren, der rammer svin, er kendt som CC398 og har hidtil krævet menneskeliv i andre lande, men aldrig før i Danmark.

Den opstår i svinestaldene og bliver særligt farlig, når svinene får store mængder antibiotika. Det gør den nemlig resistent og dermed meget sværere at bekæmpe i mennesker.

Og det blev sidste år fatalt for en af professor Hans Jørn Kolmos patienter.

- Vi så en patient i slutningen af 2013, som fik bakterien i blodet og fik en blodforgiftning. Bakterien satte sig på hjerteklapperne, og det førte altså til døden. Selvom vi gav en masse antibiotika, så kunne vi altså ikke behandle patienten, siger han og fortsætter:

- Det, som foruroligede os rigtig meget, var, at denne patient ikke havde nogen kontakt til svinelandbrug, siger Hans Jørgen Kolmos.

Professor: Toppen af isbjerget

Den resistente svinebakterie spreder sig lige nu uhindret fra svinefarm til svinefarm - og den findes hos stadig flere danskere.

I 2007 fik Statens Serum Institut indberetninger om, at den resistente svinebakterie var fundet hos 14 danskere. I 2013 blev den fundet hos 648 danskere.

- Det her er toppen af isbjerget. Jo flere smittede besætninger og jo større smittetrykket bliver derude, jo flere patienter vil blive bærere af bakterien, og jo flere bliver så alvorligt syge, siger Hans Jørgen Kolmos.

Han ser en epidemi for sig, som er helt ude af kontrol.

- Jeg synes, at de har siddet på hænderne, og jeg vil kraftigt opfordre myndighederne til at erkende, at vi har et problem. De skal begynde at få sat nogle løsninger i spil, som virker, siger professoren.

Facebook
Twitter