Tre DR-bestyrelsesmedlemmer trækker sig

Socialdemokraten Finn Aaberg, De Radikales Peter Hvid Jensen og De Konservatives Erling Aaskov forlader alle DR's bestyrelse efter en kritisk revisionsrapport om byggeriet af DR Byen.

Finn Aaberg finder det rigtigst at forlade DRs bestyrelse efter at have gennemgået revisorrapporten om DRs byggeri. (Foto: Morten Juhl © Scanpix)

Tre af bestyrelsesmedlemmerne i DR forlader deres post. Det sker efter massiv kritik af bestyrelsen oven på en revisionsrapport om byggeriet af DR Byen.

De tre er Socialdemokraten Finn Aaberg, De Radikales Peter Hvid Jensen og De Konservatives Erling Aaskov.

Ikke kritiske nok

- Sådan som det er, så må jeg tage rapporten til efterretning, der jo indeholder det synspunkt, at vekslende bestyrelser ikke har været tilstrækkelig grad har været kritiske overfor direktion og byggeledelse, siger socialdemokraten, Finn Aaberg, til Radioavisen.

Yderst på vippen

Bestyrelsesmedlemmerne har dermed opfanget stemningen på Christiansborg. Inden eftermiddagens møde mellem folketingets medieordførere og kulturministeren har Kammeradvokaten afleveret et notat.

I notatet står der, at politikerne godt KAN drage konsekvenser for de politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer, der kritiseres i den nye revisionsrapport. Og meget pegede på at Finn Aaberg og Erling Aasskov stod yderst på vippen

Var formand for byggeudvalg

Finn Aaberg var bestyrelsesformand, da beslutningen om at bygge DR Byen blev truffet. Senere blev han formand for byggeudvalget, og har dermed et stort ansvar for den manglende styring af byggeriet.

I revisionsrapporten hedder det blandt andet, at bestyrelsen har et stort ansvar for, at byggeriet af DR Byen blev 1,7 milliarder kroner dyrere end planlagt.

-

Jeg må tage rapporten til efterretning, herunder det synspunkt, at vekslende bestyrelser ikke i tilstrækkelig grad har været kritiske over for direktion og byggeledelse, siger Finn Aaberg.

DRs bestyrelse