Tre drenge er varetægtsfængslet for gruppevoldtægt

En 14-årig pige er ved tre forskellige lejligheder blevet gruppevoldtaget af tre drenge i alderen 15-16 år.

Tre unge drenge er blevet varetægtsfængslet i surrogat for gruppevoldtægt, oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi. (Foto: Mads Claus Rasmussen © DR ARKIV)

Tre unge drenge i alderen 15-16 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i surrogat ved Retten i Helsingør, sigtet for at have gruppevoldtaget en kun 14-årig pige.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi på Twitter.

Gruppevoldtægten af den unge pige skal ifølge anklagemyndigheden være foregået ved tre forskellige lejligheder i oktober og november 2017.

Fængslet i surrogat

De tre drenge er blevet varetægtsfængslet i surrogat på grund af deres meget unge alder, skriver Ekstra Bladet.

- Jeg kan sige, at der har været en fremstilling i dag, og at de unge drenge nu er varetægtsfængslet, bekræfter Søren Bjørnestad, vagtchef ved Nordsjællands Politi, over for Ekstra Bladet.

- Men mere ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Det er naturligvis en meget alvorlig sag, siger Søren Bjørnestad.

/ritzau/

Facebook
Twitter