Tre fanger flygtet fra retspsykiatrisk afdeling

De to skønnes så farlige, at politiet vælger af efterlyse dem offentligt.

Politiet opfordrer folk til at ringe 114, hvis de ved noget om de efterlyste (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Her til morgen er tre fanger, der flygtede fra retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i går aftes i forbindelse med en gårdtur, stadig på fri fod.

Den ene person skønnes ikke farlig for andre. De to andre skønnes til gengæld så farlige, at politiet vælger af efterlyse dem.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

De to personer, som politiet skønner er farlige, beskrives som:

* Anthony Knud Kold, mand, 31 år, 182 cm. høj, kraftig af bygning, lyst hår, blå/grønne øjne, iført hvide tennissko, mørke bukser, sort hættetrøje, sort halvlang jakke og hvide handsker.

* Michael Kamari, mand, 35 år, 186 cm. høj, almindelig af bygning, sort kort hår, iført sorte sko, sorte joggingbukser og sort trøje/sweatshirt med hætte.

Ring 114

De tre fanger er flygtet i forbindelse med en gårdtur, uden at noget personale er kommet noget til, oplyser politiet.

- De er på gårdtur, og i løbet af et øjeblik formår de at sparke en dør op, så de kommer ud i det fri, før personalet kan nå at gøre noget, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til Ritzau.

Hvis man træffer de to personer, eller har kendskab til hvor de opholder sig, anmodes man om straks at kontakt politiet på 1-1-4. Politiet fraråder, at man selv tager kontakt til dem, men alene observerer og notere sig nødvendige oplysninger, samtidig med at man tager kontakt til politiet.

Politiet oplyser, at Anthony Knud Kold tidligere har opholdt sig i Middelfart, hvor politiet også har søgt efter ham. Michael Kamari har tidligere opholdt sig både i Jylland og på Fyn.

- Der er ikke så langt fra afdelingen til banegården, så de kan hurtigt være kommet til Jylland eller Sjælland, siger Hans Jørgen Larsen.

Facebook
Twitter