Tre kvinder og 14 børn fra fangelejre ankommet i Danmark: Politikere splittet

Organisation jubler over, at danske kvinder og børn fra fangelejre kommer til Danmark, mens det deler vandene på Christiansborg.

Knud Foldschack er medstifter af organisationen Repatriate the Children Denmark, der arbejder for at få danske børn ud af de kurdisk kontrollerede fangelejre i det nordlige Syrien. Han jubler over evakueringen af de tre danske kvinder og deres 14 børn. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

I dag er tre kvinder og deres i alt 14 børn ankommet til Danmark, efter de har været tilbageholdt i en kurdisk-kontrolleret IS-fangelejr i det nordøstlige Syrien.

Der er tale om tre kvinder - en 31-årig kvinde fra Sjælland, en 34-årig kvinde fra Sydvestjylland og en 37-årig kvinde fra Sydøstjylland.

Nyheden om, at kvinderne var på vej til Danmark, har delt vandene på Christiansborg.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder det for trist.

- Jeg synes, at det er rigtig sørgeligt. Vi skal ikke glemme, at det er tre, der er terrorsigtet, som på grund af regeringens kovending, nu kommer hjem, siger han til DR Nyheder.

- Vi ved ikke, om de overhovedet bliver dømt herhjemme. Vi burde retsforfølge dem dernede. Man burde retsforfølge dem, der hvor forbrydelsen er lavet.

- Det er kvinder, der har vendt Danmark ryggen, siger han.

Hos Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er nyheden om evakueringen en lettelse.

- Jeg er glad og lettet over, at de her børn endelig kommer hjem til Danmark.

Martin Lidegaard mener modsat Michael Aastrup Jensen ikke, at kvinderne kunne retsforfølges i Syrien.

- Der er ingen indikationer på, at de her mennesker kunne retsforfølges nede i Syrien. De bliver taget hjem, fordi PET var klokkeklar i deres anbefaling om, at det var bedre for dansk sikkerhed.

- Derudover skylder vi også de her danske børn at få dem ud af det helvede, de har været i, og forhåbentlig give dem en chance igen her i Danmark.

Der er også glæde hos Enhedslistens Rosa Lund, der skriver på sin Facebook-profil, at børn aldrig skal straffes for deres forældres handlinger.

- Rigtig mange timers politisk kamp, giver rigtig meget mening lige nu! Velkommen hjem til de 14 børn og deres mødre, der har siddet i de syriske fangelejre. Det giver håb for, at vi kan få de sidste børn hjem også, skriver hun.

De tre kvinder, der nu kommer til Danmark, rejste frivilligt fra Danmark til Syrien i 2014, hvor de ifølge anklagemyndigheden tilsluttede sig og levede under terrororganisationen Islamisk Stat.

Organisation jubler

Selvom følelserne er blandet på Christiansborg, så er der stor jubel hos organisationen Repatriate The Children Denmark, RTC, som arbejder for at få alle de danske børn ud af lejrene og tilbage til Danmark.

- Der er en stor glæde over, at den her meget komplicerede sag ender lykkeligt, at de 14 børn og deres mødre nu kommer til Danmark, siger talsmand, medstifter og advokat Knud Foldschack til DR Nyheder.

- Det er vigtigt, at vi glæder os over det, der sker nu. Alle de pårørende, der i årevis har ventet på at se deres børn og børnebørn. Det er en utrolig tilfredsstillelse, at den her historie ender på en god måde, og det er meget bevægende.

Fire kvinder og deres i alt fem børn er fortsat i lejrene. Kvinderne er ikke en del af den gruppe, der er blevet evakueret, da de alle administrativt har fået frataget deres danske statsborgerskab.

- Vi må bruge den energi, vi får, ved, at det her lykkedes, på at få de sidste børn og deres mødre hjem, lyder beskeden fra Knud Foldschack.

Advokat: Ingen tvivl om, at familien er lettet

DR Nyheder kunne i går fortælle, at kvinderne allerede i sommer blev sigtet og varetægtsfængslet in absentia - uden at de var til stede ved retsmødet.

Derfor vil kvinderne skulle fremstilles foran en dommer inden for 24 timer efter deres ankomst til Danmark.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage bekræfter over for DR Nyheder, at hun repræsenterer en af kvinderne - en 34-årig mor til fem børn.

- Hun har bedt om, at jeg skal repræsentere hende, og derfor har jeg kontaktet retten. Jeg forventer at blive kontaktet angående et grundlovsforhør.

- Jeg vil ikke kommentere på sagen, men jeg kan sige, at jeg synes personligt, det er fantastisk glædeligt, at man nu har fået kvinderne hjem. Så må retten vurdere, om der skal være et retsligt efterspil.

Hun sender desuden rosende ord til organisationen RTC.

- Jeg synes personligt, at det er et enormt flot arbejde, og der er ingen tvivl om, at min klients familie er glade og lettede over, at de kommer til Danmark.

Tyge Trier, der repræsenterer den 37-årige kvinde og hendes børn, fortæller ligeledes, at familien glæder sig til, at de får deres familiemedlemmer hjem.

- Det var positivt at blive ringet op af Udenrigsministeriet med oplysningen om, at min klient og hendes syv børn er fløjet ud af Syrien. Familien i det jyske, herunder storebror, ser frem til endelig at se hende og børnene igen, siger han.

Al-Roj-lejren her har været i brug siden 2015. 60 procent af de tilbageholdte er børn og unge under 18 år.

Hvordan endte sammenlagt mindst syv og 19 børn med tilknytning til Danmark i kurdisk-kontrollerede fangelejre sammen tusindvis af andre, der angiveligt har tilsluttet sig Islamisk Stat? Det kan du blive klogere på herunder. Vær opmærksom på, at videoen er lavet, før de tre kvinder og deres sammenlagt 14 børn blev hentet til Danmark:

Artiklen er opdateret klokken 06:59 med oplysningen om, at de tre kvinder og deres 14 børn er ankommet til Danmark.

FacebookTwitter