Tre mænd fængslet i 27 dage i terrorsag med droner

Efter et otte timer langt grundlovsforhør er tre mænd fængslet mistænkt for at sende droner til Islamisk Stat.

To 29-årige mænd, der i går blev anholdt, mistænkt for at have købt droner og fået dem fragtet til IS, er varetægtsfængslet i 27 dage (arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tre mænd er efter et næsten otte timer langt grundlovsforhør i Københavns Byret blevet varetægtsfængslet i foreløbig 27 dage, oplyser Københavns Politi på Twitter.

De tre er sigtet i en sag, der omhandler medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.

Kun to af mændene, begge 29 år, var til stede i retten. En 31-årig mand blev fremstillet in absentia.

Han formodes at opholde sig i udlandet, og med fængslingskendelsen kan myndighederne udstede en international arrestordre på ham.

Alle tre mænd, der nægter sig skyldige, er beskyttet af navneforbud.

De er sigtet for at have købt et stort antal droner og hobbyfly, som de har forsøgt at fragte til Islamisk Stat i Syrien.

Dronerne skulle ifølge sigtelsen bruges til krigshandlinger i Syrien og Irak for at dræbe og udøve vold.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, hvilket betyder at tilhørere og journalister blev smidt ud af retssalen, efter at anklageren havde læst sigtelsen op.

En fjerde mand er i forvejen sigtet i sagen. Han blev anholdt i september sidste år. Også han er mistænkt for at ville sende droner til Islamisk Stat i Syrien, men også Irak.

/ritzau/

Facebook
Twitter