Tre muslimer fortæller om hverdag under ramadan: Sådan klarer vi faste og job

Inger Støjberg mener, at det er uholdbart at faste, hvis man samtidig skal passe sit arbejde.

Safia Aoude, Tarek Ziad Hussein og Saleh Abdul Ghani faster alle samtidig med, at de passer et job.

Ramadanen giver nogle praktiske, sikkerhedsmæssige og produktivitetsmæssige udfordringer i et moderne samfund.

FAKTA OM RAMADAN

  • Ramadanen er muslimernes fastemåned og varer 29-30 dage.

  • Fasten under ramadan er én af islams fem søjler. Det er de vigtigste forskrifter, muslimer bør følge.

  • Formålet er at mindes profeten Muhammeds første åbenbaring.

  • Fasten skal få muslimer til at føle, hvordan fattige har det. Samtidig skal de vise, at de har disciplin til at følge Allahs bud.

  • Fra daggry til solnedgang fastes der. Mad og drikke er forbudt - samt rygning, seksuel aktivitet, skænderier og bandeord.

  • Når solen er gået ned, er der tradition for at samle hele familien om store og solide måltider.

  • Undtaget fra reglerne er blandt andre børn, ældre, syge, gravide, menstruerende, sportsfolk og rejsende.

  • Islams kalender følger månen, og ramadanen flytter sig således fra år til år med omkring 11 dage.

  • Ramadanen afsluttes med fejringen eid.

  • Kilde: Ritzau

Sådan skriver udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), i et debatindlæg i BT mandag, hvor hun opfordrer muslimer til at tage fri i fasteperioden. Hun mener, det er uholdbart at faste, hvis man samtidig skal passe sit arbejde.

Vi har bedt tre praktiserende muslimer fortælle, hvad ramadanen betyder for deres hverdag.

Tarek Ziad Hussein (Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix) (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

Tarek Ziad Hussein, 25 år gammel, jurastuderende og foredragsholder

- Ramadan rykker sig ti dage hvert år. I år er en af de hårde, fordi der er så mange timer mellem solopgang og solnedgang. Så hvis man har et fysisk hårdt job, kan det da klart være en fordel at tage korte dage eller ferie. Men jeg tror ikke, folk behøver at have en politiker til at vurdere, hvad der er bedst for dem.

- Jeg er selv ekstremt opmærksom på, at planlægge min dag rigtigt. Jeg har kontorjob, hvor jeg primært arbejder fra om morgenen til om eftermiddagen, og når jeg når hen omkring klokken fem, kan jeg godt mærke, at mit energiniveau falder. Til gengæld er det noget, man hurtigt vænner sig til.

- Fasten betyder rigtig meget for mig. Det er den ene gang om året, hvor man virkelig kan kigge indad. Jeg har en travl hverdag med familie, venner og karriere, hvor jeg ikke så tit stopper op og spørger mig selv, hvilken retning, jeg gerne vil have mit liv til at gå i, og får mulighed for at arbejde med mine dårlige sider. Under ramadanen evaluerer jeg mig selv og mine handlinger. Desuden er det en tid, hvor man er meget sammen med familien og virkelig dyrker de familiære bånd. Det er der stor værdi i.

Safia Aoude.

Safia Aoude, 45 år, jurist

- Inger Støjberg er i den grad ude af trit med den ramadanske virkelighed i sit indlæg. Jeg kender ikke nogen kirurger, der skærer i de forkerte ben eller buschauffører, som besvimer under kørslen. Hendes dumsmarte bemærkning om ramadanen udstiller hendes uvidenhed om de faktiske forhold, men hun er velkommen til at joine mig en ganske almindelig hverdag med faste, så hun kan møde den virkelige verden.

- Min hverdag er ikke forandret meget under ramadanen. Jeg faster fra før solopgang til efter solnedgang, og efter fastebrud tager jeg gerne i moskeen til fællesnattebøn. Ellers passer jeg en ganske almindelig hverdag.

- Ramadan er først og fremmest en spirituel måned for mig, hvor fokus ligger på læsning af koranen og på velgørenhed. Selve fasten spiller ikke den store rolle for mig, da jeg har fastet årligt siden jeg var 14 år gammel. Derfor føler jeg heller ikke, at den materielle faste forstyrrer min hverdag. Jeg løber naturligvis ikke marathon, mens jeg faster, men jeg tager stadigvæk ud og spiller golf om morgenen og tager en joggingtur om eftermiddagen.

Saleh Abdul Ghani.

Saleh Abdul Ghani, 25 år, afdelingsleder en marketingvirksomhed

- Jeg er jo vant til at køre på arbejde med havregryn i maven, så jeg kan sagtens mærke, at jeg har det anderledes de første par timer af dagen. Jeg prøver at opretholde selvkontrollen, og jeg lader mig ikke frustrere, selvom jeg er sulten eller træt. Efter nogle dage vænner min mave sig til, at jeg ikke spiser så meget. Vi grovspiser heller ikke, når vi bryder fasten. Det kan man slet ikke, når man ikke har spist hele dagen.

- Det har aldrig været et problem for mig at arbejde, når der er ramadan. Nogle gange føler jeg mig tværtimod mere koncentreret, fordi jeg ikke skal tænke på mad. Hvis man har det dårligt under ramadanen, er det jo også sådan i islam, at man kan bryde sin faste. Det har de fleste mennesker højest sandsynligt prøvet. Ramadanen skal udvikle folk som mennesker - det kan den ikke, hvis man har det skidt.

- Ramadanen er et af de hyggeligste tidspunkter på året, synes jeg. Der bliver gjort noget ekstra ud af maden, og man samles med dem, man ikke plejer at se så ofte. Jeg glæder mig altid til ramadanen. Det er en udviklingsmåned, hvor jeg har fokus på at udvikle mig selv og få indre ro. Det er lidt ligesom at have nytårsforsæt. Man vælger en ting, man skal arbejde med og blive bedre til. Man bliver ikke genfødt på ny, men det føles sådan.

Facebook
Twitter