Tre smittede med corona er døde

Antallet af indlæggelser falder med ni personer. Nu er 54 indlagt.

(Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Der er registreret tre nye dødsfald blandt personer, der har været smittet med coronavirus i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

Det bringer antallet af coronarelaterede dødsfald op på 597.

Antallet af indlæggelser er faldet med ni personer det seneste døgn.

I alt er 54 personer indlagt med coronavirus på hospitalet. Det er det laveste antal indlagte, siden regeringens nedlukning af Danmark trådte i kraft 16. marts.

Ifølge opgørelsen ligger 11 personer på intensiv, og fem er så syge, at de har brug for en respirator. Det er to færre end i går.

Antallet af indlæggelser toppede 11. april, hvor 535 var indlagt på hospitalerne.

40 nye tilfælde

Siden i går har man lavet 10.546 coronatest. 40 personer er desuden blevet testet positive for virusset.

Myndighederne har lavet over 600.000 coronatest siden starten af krisen.

Facebook
Twitter