Tre ud fire ringer forkert til 112

75 procent af de opkald, som politiet modtager på alarmcentralen 112, er fejlopkald.

Tre ud er fire opkald til 112 er fejlopkald (Foto: Eli Skov Jensen © P4 Nordjylland)

Mange ved ikke, at de skal ringe 114 for at komme i kontakt med politiet og 112, når man er i akut nød. 75 procent af opkald til 112 er fejlopkald.

Det vil sige, at i december måned ringede over 7000 mennesker i Nordsjælland forkert på 112 ud af et samlet antal nødopkald på 9395, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- På baggrund af den landsdækkende analyse af politisvigt, som vi foretog i august, har vi set på, hvilke årsager der kan være til de klager, vi har modtaget over politiets betjening af borgerne, siger pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi.

114 kan have telefonkø

- En af de ting, vi har fundet ud af, har været problemer med telefonbetjeningen. I den forbindelse har vi også opdaget, at der er et meget ringe kendskab til 112 og 114, og hvad de skal bruges til, konstaterer Henrik Suhr.

Ud over det høje antal fejlopkald til alarmcentralen på 112 ser politiet også den modsatte misforståelse.

- Vi kan også se, at folk ringer 114, hvor de skulle foretage et akut nødopkald på 112. Men på 114 ringer de til den lokale politistation, og der bliver de sat i telefonkø, hvis linjen er optaget. På den måde får de oplevelsen af, at det tager længere tid, før politiet kommer, siger Henrik Suhr.

Det store antal fejlopkald til 112 skyldes også, at børn leger med mobiltelefonen, og at mobilen kommer til at ringe op, når den ligger løst i folks lommer.

Facebook
Twitter