Østre Landsret idømmer tre unge mænd fængselsstraf på mellem seks og otte måneder for at have voldtaget og forsøgt voldtaget en ung kvinde i Herfølge.
Dermed sætter Østre Landsret foreløbigt og formentlig endeligt punktum i en omstridt voldtægtssag.
Sagen har været omdiskuteret, siden de tre mænd blev frifundet i Retten i Roskilde den 21. april i år. Både medier, folketingsmedlemmer og eksperter har diskuteret sagen og rammerne for, hvornår noget er en voldtægt.
Sagen udspringer af en hændelse tilbage i september 2014, hvor den unge kvinde på 17 år var til fest med de tre unge mænd. Hun har fortalt, at hun blev voldtaget af de tre unge mænd.
Spørgsmålet har gået på, om den unge kvinde var så påvirket af alkohol og diabetes, at hun var ude af stand til at modsætte sig handlingerne.
Byretten frikendte de tre unge mænd, fordi det ikke kunne bevises, at den unge kvinde var for fuld og påvirket af sin sukkersyge til at sige fra.
Statsadvokaten i København ankede efterfølgende dommen. "Landsretten bør have mulighed for at vurdere beviserne igen med friske øjne”, lød det blandt andet fra Statsadvokaten.
Dommen i byretten fik Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper – på daværende tidspunkt partiets retsordfører – til at sige, at loven skulle laves om.