En lejet villa på Amager har i flere måneder huset et illegalt gartneri, hvor der er produceret store mængder skunk.
Det mener politiet, der har fået en dommer i Københavns Byret til at varetægtsfængsle tre mænd i sagen.
De tre er vietnamesere.
Bølge af vietnamesiske skunkdyrkere
I mange andre sager rundt om i landet har politiet de senere år afsløret andre vietnamesiske mænd, der under kummerlige forhold er blevet sat til at fremstille det euforiserende stof.
- Det er ikke hver dag, vi ser en så stor skunk-produktion i København, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ritzau.
Afsløringen skyldes specialsektionen i Københavns Politi, der havde fået et tip om, at der i villaen foregik mystiske ting, fortæller han.
90 kilo skunk på to etager
Gartneriet var indrettet både i stuen og på første sal. Politiet hævder, at der er produceret i hvert fald 90 kilo af det potente stof.
I et retsmøde i dag har dommeren besluttet at fængsle de tre mænd frem til 15. juli. De er i alderen fra 28 til 40 år. Deres holdning til sigtelsen kendes ikke.
/ritzau/