Trestjernet Michelin-restaurant får sur smiley og bøde

Vi har sovet lidt i timen, erkender Rasmus Kofoed, som står bag den verdensberømte restaurant, Geranium.

Rasmus Kofoed er ked af, at Geranium nu er indehaver af en sur smiley. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016 (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

En sur smiley er normalt ikke noget, man forbinder med en flerstjernet Michelin-restaurant.

Det er dog faktum for landets første og eneste trestjernede Michelin-restaurant, Geranium, som ligger på Østerbro i København.

Restauranten får en bøde på 20.000 kroner for håndtering af fødevarer samt en sur smiley af Fødevarestyrelsen efter et kontrolbesøg den 29. september.

Årsagen er skaldyr, som er blevet opbevaret ved for høje temperaturer samt beskidte kølerum.

Rasmus Kofoed, som er kok og står bag restauranten, er ked af den sure smiley.

- Vi har sovet lidt i timen, siger han til DR Nyheder og påpeger, at restauranten har fået elite-smiley ved Fødevarestyrelsens tidligere besøg.

Var ikke klar over problem

Ifølge Rasmus Kofoed investerede Geranium for nylig i et såkaldt eSmiley-program, som er et fødevarekontrolprogram, der oplyser – for eksempel via sms – hvis noget ikke er, som det skal være. Det kunne for eksempel være, hvis et køleskab er gået i stykker.

- Mine medarbejdere og jeg har måske misfortolket det (eSmiley-programmet, red.), siger han om fødevarekontrolprogrammet.

Derfor var Geraniums medarbejdere ifølge Rasmus Kofoed ikke klar over, at de ting, der blev påpeget af Fødevarekontrollen, var i uoverensstemmelse med reglerne.

Han er derfor ærgerlig over Fødevarekontrollens fortolkning af restauranten forhold i rapporten.

- Jeg er ikke enig i formuleringen af det skrevne, men erkender, at der er ting, vi skulle have været mere opmærksomme på, siger han.

Håber på glad smiley igen

Rasmus Kofoed understreger, at Geranium rettede op på de påtalte ting i Fødevarekontrollens rapport med det samme og håber ikke, at den sure smiley giver får konsekvenser for restauranten.

- Jeg tror ikke, at det ændrer på noget. Stamgæster, kolleger og alle, der kender os, kan se igennem en rapport som den. Vi har igennem mange år bevist, at vi har en god og fin hygiejne, siger han.

Fremover vil han og hans medarbejdere være ekstra opmærksom på faldgruber gennem en kombination af assistance fra eSmiley-programmet og det, Rasmus Kofoed kalder ”menneskelig fornemmelse og indsigt”.

Derfor lader han sig ikke slå ud af den sure smiley fra efterårets rapport:

- Jeg er super ked af, at vi skal få denne her smiley, men vi skal nok få en glad smiley igen, siger han.

Elite-smiley har lange udsigter

Faktisk er den sure smiley allerede udskiftet med den næstbedste, glade smiley efter Fødevarestyrelsens opfølgende besøg hos Geranium, som fandt sted den 18. oktober. Det var dog en indskærpelse til restauranten i forbindelse med, at man manglede at anmelde ejerskift til Fødevarestyrelsen. Ifølge Fødevarestyrelsens Jakob Munkhøj Nielsen, som er fødevarechef i København, var der ved dette besøg ikke nogen kritik af hygiejnen.

Men lige under den glade smiley på den nyeste rapport kan man stadig se den sure, da resultaterne fra de seneste besøg figurerer i dokumentet.

Den elite-smiley, som Geranium tidligere har haft, betyder, at stedet har fået mindst fire storsmilende smileys i træk og ingen anmærkninger har haft gennem de sidste 12 måneder. Med den dårlige smiley fra september vil der dermed gå en rum tid, før Michelin-restauranten kan få en elite-smiley igen.