Trine modtager al post om datteren: Det bliver automatisk mit ansvar, og det er ikke meningen

Ny lov skal sikre, at både mor og far modtager digital post om deres børn

Et lovforslag skal sikre, at både moren og faren modtager informationer om deres børn, hvis de har fælles forældremyndighed. I dag kommer posten ofte kun til barnets mor. (Arkivfoto). (Foto: Preben madsen © Scanpix)

Når der fremover kommer digital post fra børnehaven, tandlægen eller påmindelser om vaccinationer, så skal brevene lande i begge forældres digitale postkasse, hvis de har fælles forældremyndighed.

Sådan lyder et nyt forslag fra regeringen, som vil skrive ind i ligestillingsloven, at både mor og far har krav på og ret til post om deres børn, hvis de har fælles forældremyndighed.

På en legeplads på Frederiksberg i København vækker forslaget glæde blandt forældrene.

- Jeg synes, det er en god idé, at begge forældre er medansvarlige, siger Trine Engholm, som er mor til Alma. Hjemme hos dem er det lige nu kun Trine Engholm, der får informationerne om datteren tilsendt.

- På den måde bliver det automatisk mig, som skal tage ansvaret for det, og det er ikke meningen, siger hun og tilføjer, at de heldigvis i datterens børnehave selv kunne vælge, hvilken forældre der skulle modtage posten.

- Så skrev vi min mand på. Det gør, at han i hvert fald har ansvaret for den informationsdel, siger Trine Engholm, som mener, at det sender et signal om, at det primært er moren, der er omsorgsperson, når det er hende, der modtager alle informationer.

- Det kunne være superfint, at man på den her måde laver noget ligestilling, siger hun.

Ifølge innovationsminister Sophie Løhde (V) har kommunerne længe bestræbt sig på at sende posten ud til begge forældre. Men det er bare langt fra altid, at det lykkes.

'Vi får heldigvis informationerne begge to'

En af de heldige er Heine Sønnichsen, som er far til Karl. Han har fra starten modtaget de samme breve som sin kone.

- Det er ligeså vigtigt, at jeg modtager posten, som min bedre halvdel. Det er et fælles ansvar at være forældre. Så det er et godt forslag, siger han og tilføjer:

- Det kunne godt skabe en følelse af at være udenfor, hvis jeg ikke fik den samme information.

Heine Sønnichsen kan ikke komme i tanke om en eneste ulempe ved at gøre det til et lovkrav, at begge forældre er informeret.

- Det giver ikke mening i nutidens Danmark, at det kun er den ene forælder, der får informationerne, siger han.

Han har også svært ved at forestille sig, at det koster mere, at kommunen sætter endnu et hak i en boks, så posten kommer ud til begge to.

- Vi får heldigvis informationerne begge to, så vi er begge to orienterede. Men der kunne da godt opstår noget miskmask, hvis vi hele tiden skulle kommunikere, hvad den anden fik af breve.

Lovforslaget bliver dog ikke fremsat i den nuværende regeringsperiode, oplyser ligestillingminister Eva Kjer Hansen til Ritzau.

Det er ifølge hende ikke muligt at nå. I stedet vil det blive behandlet fra oktober, og hun forventer bestemt, at det bliver vedtaget, da der er bred opbakning til forslaget i Folketinget.

Facebook
Twitter