Trods britisk advarsel: Danmark lod firma sælge overvågningsteknologi til mellemøstligt regime

Storbritannien ville sige nej af hensyn til den 'nationale sikkerhed'. Men Danmark sagde ja.

Forenede Arabiske Emirater er kendt for nybyggede kæmpebyer som Dubai (billedet). Men også for langt fra at være demokratisk. (Foto: © Giuseppe Cacace, Scanpix)

Erhvervsstyrelsen gik stik imod en anbefaling fra deres britiske kolleger, da de i 2015 gav en virksomhed i Nørresundby ved Aalborg tilladelse til at sælge et avanceret overvågningsprogram til Forenede Arabiske Emirater.

Det viser en korrespondance mellem Erhvervsstyrelsen i Danmark og britiske Department for Business, Innovation and Skills (BIS), som Dagbladet Information har fået indsigt i.

Virksomheden, der fik tilladelsen, er et dansk datterselskab af den britiske våbengigant BAE Systems.

Til fare for national sikkerhed

Briterne oplyste danskerne om, at briterne ikke ville tillade virksomheden at sælge overvågningsprogrammet til De Forenede Arabiske Emirater, da det potentielt kunne være til skade for "den nationale sikkerhed."

Det solgte program er beregnet til at bryde krypterede beskeder og kan dermed overvåge dem, der forsøger ikke at blive overvåget.

- Vi vil gerne gøre det klart, at vi ville nægte eksport af denne kryptoanalyse-software, skrev en embedsmand i BIS til Erhvervsstyrelsen.

Briterne henviser til kriterium fem i EU-Rådets regler for eksport af militærteknologi, der skal beskytte ”den nationale sikkerhed i medlemsstaterne.”

Men Erhvervsstyrelsen valgte alligevel at give tilladelse til salget efter at have rådført sig med dansk efterretningsvæsen og Udenrigsministeriet. Dette meddelte de briterne den 20. juli 2015.

(Foto: © grafik: Emil Thorbjörnsson, DR Nyheder)

Enhedslisten: Fuldstændig uforståeligt

Det er stærkt bekymrende, at Danmark tillod at sælge programmet, mener Jesper Lund, der er formand for IT-politisk forening, som arbejder for at begrænse overvågning.

- I den konkrete sag lyser alle advarselslamper. Briterne siger, at man vil afvise, og alligevel beslutter Danmark at gøre det (give tilladelsen, red.) uden begrundelse, siger Jesper Lund.

Også på Christiansborg vækker salget undren.

- Det er mig fuldstændig uforståeligt, at man kan sidde den klare advarsel overhørig. Det burde simpelthen ikke kunne ske i Danmark, siger Nikolaj Willumsen, der er udenrigsordfører for Enhedslisten.

Også hos Dansk Folkeparti undrer man sig over tilladelse.

- Jeg synes, det er bekymrende, at der er så stor en forskel på den vurdering, der gives fra den britiske side og fra den danske, siger Hans Christian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil nu bede om en redegørelse fra Erhvervsministeren om sagen.

Kan bryde koder

Det program, som den britiske våbengigant har fået lov at sælge fra Danmark, er en tilføjelse til et overvågningssystem, som firmaet har solgt i en årrække. Et system, som Information og BBC har undersøgt i 13 måneder.

Overvågningssystemet fra BAE System bruges til at overvåge kommunikation på internettet og via mobiltelefoner.

Tilføjelsen, som Danmark gav tilladelse til at sælge, er beregnet til at kunne åbne for eksempel e-mails, der ellers er krypteret, for sikre, at det kun er afsenderen og modtageren, der kan læse indholdet.

De Forende Arabiske Emirater ønsker sig altså programmet, for at kunne overvåge dem, der forsøger at undgå overvågning.

- Antikrypteringssoftware køber man for at kunne være med og afkode de meddelelser, som bevidst er forvanskede, for at nogen ikke skal kunne følge med, siger Jan Johannesen, der er teknisk chef i IT-sikkerhedsfirmaet Check Point.

Findes på listen over kritiske produkter

Grunden til, at Erhvervsstyrelsen skal tage stilling til, om BAE Systems må sælge overvågningsprogrammet, er at den slags programmer står på EU’s kontrolliste over ”Kritiske produkter.”

Produkter, som både kan bruges til civile formål og militært som eksempelvis våben, skal gennem en særlig godkendelse hos Erhvervsstyrelsen.

Det er blandt andet tilfældet for overvågningsprogrammer som dem, BAE Systems sælger fra det danske datterselskab, der har til huse i Nørresundby.

Kan bruges til menneskerettighedskrænkelser

Information har over en længere periode beskrevet, hvordan danske myndigheder har tilladt salget af avanceret overvågningssoftware til undetrykkende regimer i Saudi-Arabien, Oman og flere andre golfstater.

Det er alle lande, der er berygtede for at undertrykke opposition og for at fængsle borgere, der ytrer sig mod styret.

Helle Lykke Nielsen, der lektor på Syddansk Universitet og ekspert i golfstaterne, er ikke i tvivl om, at regimet i De Forenede Arabiske Emirater vil bruge overvågningsudstyr, som det, Danmark har tilladt salget af, mod fredelige kritikere.

- Det ville være fuldstændig naivt at forestille sig, at det ikke bliver brugt til overvågning af befolkningen. I de her regimer er det så vigtigt for dem at have styr på befolkningerne, fordi de er bange for alle former for kritik, siger hun.

Britisk selskab fik mulighed for at sælge gennem Danmark

BAE Systems er en britisk virksomhed med en dattervirksomhed i Danmark.

Korrespondancen mellem Erhvervsstyrelsen og BIS i Storbritannien giver det klare indtryk, at den britiske virksomhed ville have fået afslag på ønsket om at sælge overvågningsprogrammet til De Forenede Arabiske Emirater, hvis de havde søgt i Storbritannien.

Men da det danske datterselskab søgte i Danmark, fik de altså lov.

BAE Systems vil ikke kommentere den konkrete sag, men skriver i en mail:

- BAE Systems forpligtiger sig til at operere under de højeste etiske standarder for forretning og vi har faste politikker og procedurer, der sikrer, at vi til fulde lever op til international eksportlovgivning.

Erhvervsstyrelsen ønsker ikke at udtale sig i denne sag.

Troels Lund Poulsen (V), der var erhvervs- og vækstminister, da tilladelsen blev givet, henviser til Erhvervsministeriet.

Erhvervsministeriet ønsker ikke at kommentere konkrete sager om eksporttilladelser.