Trods frygt for alvorlige ulykker: Super-elcykler sendes ind på cykelstien

De såkaldte speed pedelecs kan køre op til 45 kilometer i timen og bliver nu tilladt på cykelstierne.

En speed pedelec er lige nu kategoriseret som en stor knallert. Derfor skal man være 18 år og have stort knallertkørekort for at kunne føre én. Men det bliver lavet om på søndag. (Foto: Bert Buiring Veendam © Bert Buiring Foto www.buiring.nl +31629111170)

Fra på søndag kan der komme ekstra meget fart på cykelstierne, når det bliver tilladt at suse rundt med op til 45 kilometer i timen på en særlig hurtig elcykel.

Et flertal i Folketinget har givet grønt lys til, at elcykeltypen speed pedelec må køre på stierne.

Hidtil har super-elcyklerne været betragtet som en knallert og har været henvist til kørebanen. Kravet var en nummerplade, og cyklisten skulle bære hjelm og være 18 år med knallertkørekort.

Nu lempes reglerne, så fra 1. juli skal man blot være 15 år og bære cykelhjelm, og kravet om kørekort og nummerplade bortfalder.

Både eksperter og organisationer har kritiseret, at politikerne ville tillade de hurtige elcykler på stierne, fordi det går ud over trafiksikkerheden og skaber farlige situationer for de almindelige cyklister.

De kan nemlig køre hurtigere end en lille knallert 30, der kræver både styrthjelm og kørekort.

'Tankeløst og uansvarligt'

Cyklistforbundet har tidligere over for Ingeniøren kaldt det for decideret 'tankeløst, uansvarligt og ekstremt usikkerhedsskabende'. Og man frygter, at det vil afholde en del cyklister, især ældre og børn, fra at cykle, hvis de skal dele stien med speed pedelecs.

Men transportminister Ole Birk Olesen (LA) er ikke bekymret, udtaler han i et skriftligt svar sendt til DR Nyheder.

Han understreger, at der er tale om en forsøgsordning.

- Jeg føler mig fuldt betrygget ved, at forsøgsordningen er skruet sammen på en måde, der er færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig. Hvis de løbende evalueringer måtte vise, at ordningen mod forventning medfører større problemer af færdselssikkerhedsmæssig karakter, har vi mulighed for hurtigt at gå ind og tilpasse ordningen, siger han.

Forventer flere alvorlige ulykker

Havarikommissionen for vejulykker skrev i sit høringssvar i marts, at man forventer flere og alvorligere skader med øget cykelhastighed. Gennemsnitshastigheden for cyklister i byen er kun omkring 16 kilometer i timen.

- En speed pedelec ligner en cykel og er støjsvag sammenlignet med en lille knallert. Dette kan medføre kritiske situationer, hvor andre cyklister trækker ud foran en bagfra kommende speed pedelec, fordi de for eksempel har fejlfortolket dens hastighed og troet, det var en cykel. Dette problem må formodes at blive forværret i mørke, skrev havarikommissionen.

DTU undersøgte i 2016, hvorfor ulykker sker på de almindelige elcykler, som kører op til 25 kilometer i timen. Her passer parolen om, at fart gør ondt værre, da hovedårsagen til ulykkerne især har været den højere hastighed.

Ole Birk Olesen tilføjer at speed pedelecs ligesom almindelige cykler vil være underlagt færdelslovens regler om at køre efter forholdene.

- Det er derfor ikke tilladt hverken på cykel eller speed pedeles at brage rundt på cykelstien i myldretiden med for eksempel 45 kilometer i timen, siger han.

Færdselsstyrelsen vurderer, at gennemsnitshastigheden på speed pedeles nærmere vil være omkring 30 kilometer i timen, fordi cyklisten kun opnår topfarten på 45 kilometer i timen ved at træde hårdt i pedalerne og yde "en betydelig fysisk indsats".

10 råd til sikker elcykling

  • Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted før du begiver dig ud i trafikken.

  • Husk at motoren kan fortsætte med at trække i nogle sekunder efter, at du er stoppet med at træde i pedalerne

  • Vær ekstra opmærksom. Din højere fart kan overraske dine medtrafikanter

  • Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter

  • Brug ikke forbremsen alene. Især ved skarpe sving, og når vejen er våd eller glat, skal du være forsigtig.

  • Når du ikke giver tegn, skal du altid holde begge hænder på styret.

  • Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken.

  • Husk din cykelhjelm.

  • Gør dig så synlig som mulig i trafikken.

  • Sørg for at holde din elcykel i god stand. Det øger sikkerheden.

  • Rådene er udarbejdet for alm. elcykler af Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Ældresagen.

Facebook
Twitter