Trods kampagner i årevis: Et stigende antal unge ryger dagligt

Det går den forkerte vej med antallet af yngre rygere, viser nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Generelt er der sket et fald i antallet af rygere herhjemme, men i de yngre aldersgrupper, er der kommet flere daglige rygere de seneste fire år. (Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen © dr)

Det burde sidde på rygraden af en enhver, der forlader folkeskolen: rygning er skadeligt og den absolut største årsag til sundhedsproblemer og for tidlig død herhjemme.

Men ikke desto mindre sker der lige nu en stigning i antallet af personer mellem 16 og 45 år, der ryger dagligt. Det viser helt nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017, der udkommer i dag.

Fra 2010 til 2013 faldt antallet af daglige rygere, men de seneste fire år er det gået det den forkerte vej for netop den aldersgruppe, viser rapporten.

I 2013 var det 15 procent af de 16 - 45-årige, der røg dagligt. I 2017 er det steget til 16,2 procent, der ryger dagligt.

Rystende udvikling

Kræftens Bekæmpelse finder udviklingen ekstremt bekymrende, siger projektchef, Niels Them Kjær.

- Vi synes, det er rystende. Vi har set nogle tegn på det tidligere blandt de helt unge, men nu kan vi se, at det er en bredere gruppe af unge voksne, der ryger mere – og det er rystende, for det kommer til at betyde, at flere får kræft i fremtiden.

Han mener, at rygeloven fra 2007 og de seneste års positive udvikling er blevet en sovepude for indsatsen mod rygning, og han efterlyser en national handlingsplan for at bremse udviklingen.

Tobak under disken

- Der er brug for en bred indsats. For eksempel med højere priser, tobak under disken i butikkerne og måske røgfri skoletid på ungdomsuddannelserne. Det vil gøre en stor forskel, siger han.

Og han frygter, at Danmark vil sakke bagud i kampen mod rygning.

- Hvis der ikke sker noget nu og her, så bliver Danmark et af de lande i Europa med den højeste forekomst af rygere og den højeste forekomst af kræft.

Pauline Kuna ved godt, at det er skadeligt at ryge, men hun kalder samtidig smøgen sin ven. (Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen © dr)

Pauline Kuna er en af de mange, der ryger hver dag. Hun er 23 år og har røget i 10 år.

For hende er det største problem, at rygningen hurtigt bliver koblet op på hyggelige ting som efter en god middag, til en drink eller til morgenkaffen.

- Jeg ved jo godt, at det er usundt, og at det skader mig. Men man bilder lidt sig selv ind, at det er en god ting for en. Jeg ved, hvor usundt det er, og at det skader mine lunger, men jeg har haft den her smøg ved hånden i ti år. Det er min ven, forklarer hun.