Før sundhedsmyndighederne gav grønt lyst til at indlede en fireårig forsøgsperiode med at lade praktiserende læger udskrive medicinsk cannabis til syge patienter, regnede man med, at omkring 500 patienter ville tage imod tilbuddet.
Her et år efter begyndelsen har knap 1.400 patienter fået udskrevet en recept på den alternative behandlingsmetode. Det viser et udtræk fra Det Fælles Medicinkort, som Sundheds- og Ældreministeriet har foretaget.
Tallet er dermed næsten tre gange større, end ministeriet havde regnet med.
- Det viser, at vi er kommet rigtig godt i gang med forsøgsordningen. Det er langt mere, end der er forventet, og derfor har vi fået et godt første år i forsøgsordningen, så vi også får ny viden ind til gavn for patienterne, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Ministeren mener, at tallene viser, at de, der har patientkontakten ude i virkeligheden, er villige til prøve ordningen af på trods af kritik fra de lægelige fagorganisationer.
Læger har for lidt erfaring med det
Hos organisationen Dansk Selskab for Almen medicin har der siden begyndelsen været stor skepsis over for ordningen, og den er ikke blevet mindre efter det første år, siger formand og praktiserende læge, Anders Beich.
Han mener, det er forkert, at alle landets praktiserende læger kan udskrive cannabis, da ikke alle har de rette kompetencer, og dertil kommer, at lægerne ifølge ham har for få patienter til at kunne få ordentlig erfaring med behandlingens effekter.
- Jeg mener, man har et forkert mål med succes, når man blot kigger på, hvor mange der kommer i behandling. Det vigtigste er, at man bliver behandlet af folk, der har kompetencer, erfaringer og rammer til at behandle med de bedst mulige lægemidler på det givne tidspunkt. Vi køber ikke præmissen om, jo flere, jo bedre.
- Hvis man ville, kunne man have sikret færre læger, som havde noget forståelse for brugen af det her stof, påpeger han.
Flere skal med i ordningen
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger, at forsøgsordnigen foregår sideløbende med forskellige forskningsprojekter, som skal afdække, hvilke patienter der har gavn af behandlingen.
- Vi skal se på, hvem det er, som kan få gavn af det. Vi ved godt, at nogle patientgrupper ikke får gavn af den konventionelle medicin, siger hun.
Hun tilføjer, at det endnu er alt for tidligt at konkludere noget, da ordningen skal have lov at køre færdig de næste tre år.
Netop det med at ramme de patienter, hvor cannabisen har størst effekt, har stor betydning i Gigtforeningen, fortæller direktør Mette Bryde Lind.
Der er masser af gigtpatienter, som ikke er en del af forsøget, og hvor man dermed ikke har evidens for at sige, om deres smerter kunne afhjælpes med den medicinske cannabis.
- Alle dem, som har meget voldsom slidgigt i knæ og hofte, og som har så mange smerter, de er for eksempel ikke med i forsøgsordningen. Jeg ved ikke, hvem der er den rette målgruppe til at få medicinsk cannabis, så der mangler simpelthen forskning på det her område, siger hun.
- Man skal heller ikke glemme, at der er en meget høj egenbetaling for at være med i ordningen, og det afholder nogle gigtpatienter fra at deltage. For dem er det billigere at hente præparater på det sorte marked, hvor de ikke ved, hvad de får.
Derfor er det ifølge Mette Bryde Lind vigtigt, at forsøgsordningen fortsætter med en bredere gruppe patienter, men endnu vigtigere er det, at der samtidig kommer mere viden om, hvem behandlingen virker på.
- Sådan kan vi få nogle regulerede ordninger, der øger patientsikkerheden, siger hun.
Medicinsk cannabis i Danmark
- •
Der er i øjeblikket flere produkter på hylderne herhjemme, som er fremstillet af tørrede cannabisblomster og indeholder cannabidiol (CBD), der blandt andet kan dæmpe kramper, og det euforiserende stof dronabinol (THC), der kan virke smertelindrende.
- •
Produkterne kan blandt andet drikkes som te eller inhaleres med en fordamper eller indtages som olie.
- •
Produkterne er ikke godkendte lægemidler, og lægerne har ikke samme viden om virkninger og bivirkninger, som de har ved godkendt medicin.
- •
Døende patienter, der er omfattet af forsøgsordningen, kan fra i år få ordineret gratis cannabis.
- •
Andre patienter med recept kan få 50 procent tilskud inden for en ramme af 10.000 kroner om året.