Trods skyderier: Politiet registrerer færre rocker- og bandemedlemmer

Rigspolitiet registrerer færre rocker- og bandemedlemmer end tidligere år.

Der har de sidste to måneder været 18 skudepisoder i København. (Foto: MATHIAS ØGENDAL © Scanpix)

Medierne kan i disse uger berette om det ene banderelaterede skyderi efter det andet i både Aarhus og København.

Men ser man på Rigspolitiets tal, så er der i dag færre registrerede medlemmer af en rocker- eller bandegruppe end tidligere år.

Per 1. august i år havde Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) registreret 1.304 rocker- og bandemedlemmer i Danmark.

Det oplyser Rigspolitiet til DR Nyheder.

Da tallet var på sit højeste i januar 2012, havde Rigspolitiet 1.863 rocker- og bandemedlemmer til at stå i databasen.

Hovedparten er registreret som rockere, mens cirka en tredjedel er registreret som bandemedlemmer.

Politiet holder øje med banderne

Noget ændrer sig dog i disse måneder.

- Efter at vi i en årrække har set et fald i antallet af rocker- og bandemedlemmer, så ser vi nu igen en stigning, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved det Nationale Efterforskningscenter (NEC) ved Rigspolitiet.

Per 1. juli i år havde Rigspolitiet registreret 1.289 rocker- og bandemedlemmer. Per 1. august i år lå tallet på 1.304. Altså en stigning på 15 personer.

Rigspolitiet forklarer stigningen med, at politiet den seneste tid har haft større fokus på banderne. Derfor har politiet haft lettere ved at registrere flere af de bandemedlemmer, der enten har et løst forhold til en bande, eller som først for nylig er trådt ind i en gruppering.

- Politiet er massivt til stede i de miljøer, hvor rocker- og banderne agerer, på grund af skyderierne i det offentlige rum, og det betyder, at vi får flere informationer ind i Rigspolitiet, hvor vi kan godtgøre hvilken bandegruppering, man er medlem af, forklarer politiinspektøren.

Det er vigtigt for politiet at registrere rockere og bandemedlemmer, fordi kriminalitet kan føre til en højere straf, hvis det er en rocker eller et bandemedlem, som udfører den.

- Når anklagemyndigheden i en straffesag skal nedlægge påstand om en højere straf end normalt, så er det klart, at det er vigtigt, at den dokumentation er fuldstændig i orden, fortæller Michael Kjeldgaard.

Bandemedlemmer er voksne kriminelle

I løbet af sommeren har der været historier fremme om, at politiet har haft samtaler med mange børn og unge på Nørrebro, fordi banden Loyal to Familia har forsøgt at tiltrække unge.

Statistikken viser dog, at hovedparten af bandemedlemmerne i Danmark er voksne.

- Dem, politiet har registreret som rocker- og bandemedlemmer, er voksne kriminelle. Der er ganske få, som er under 18 år på registreringstidspunktet, fortæller Malthe Øland Ribe, der arbejder som forsker i Justitsministeriets forskningskontor.

Sidste år undersøgte Justitsministeriet, hvem der tilslutter sig banderne.

Her fandt forskerne ud af, at kun tre procent var under 18 år, da de blev registreret som bandemedlem i Rigspolitiets database.

I gennemsnit er bandemedlemmerne 23 år, når Rigspolitiet registrerer dem, fortæller forskeren.

Bandemedlemmerne står oftest i registreret i cirka tre et halvt år.

- Når man kigger på gruppen af folk, der er med i en bande, ændrer det sig meget over tid, hvem der er med. Det vil ikke være de samme, der er registreret nu, som var registreret for ti år siden, fortæller Malthe Øland Ribe.

For at blive registreret som rocker- eller bandemedlem i Rigspolitiets register skal en person være mistænkt for alvorlig kriminalitet - for eksempel vold eller salg af narkotika.

Derudover skal politiet kunne dokumentere, at en person har kontakt til en rocker- eller bandegruppe, fortæller forskeren.

Fakta om rocker- og bandekriminalitet

  • I lørdags oplyste politiet, at der har været 18 skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter siden 12. juni - altså inden for de seneste to måneder.

  • I perioden fra 2008 til 2016 var der i alt været 255 rocker- og banderelaterede skyderier i offentligt rum.

  • En persons kriminalitet forventes at stige med 40 procent ved indtrædelse i en rocker- eller bandegruppering.

  • Politiets mål er altid at have 300 rocker- eller bandemedlemmer i fængsel. Lige nu sidder 323 i fængsel.

  • 1. juli var der registreret 1.289 rocker- og bandemedlemmer. Af dem var 860 rockere og 429 bandemedlemmer - omkring 225 af dem hører ifølge Rigspolitiet til banden Loyal to Familia.

  • Kilde: Rigspolitiet og Københavns Politi

Facebook
Twitter