Trods ventet trafikkaos er Tour-start i Danmark (desværre) ikke en gyldig grund til at blive hjemme fra arbejde

Tour de France vil give store trafikale udfordringer på tværs af landet i weekenden, men det fritager ikke en for at tage på arbejde.

Overalt i landet gøres der klar til Tour de France-feltets indtog i Danmark. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Cykelfeberen og starten på verdens største cykelløb, Tour de France, i Danmark står for døren.

Men det betyder også store trafikale forstyrrelser i de områder, hvor Tour-feltets omtrent 200 cykelryttere og dertilhørende følgebiler skal passere gennem det danske landskab.

Men bare fordi din normale rute til arbejdspladsen er spærret i en dag eller to, den offentlige transport er omlagt, og der måske er lidt længere rejsetid, så er det altså ikke en fuldgod undskyldning for at blive hjemme fra arbejde.

Så hvis en af Tourens omtrent 400 danske kilometer passerer din rute til arbejdspladsen, så må du trodse afspærringerne og finde en anden vej.

Det forklarer Mette Knudsen, der er rådgivningschef hos Djøf. Derfor har fagforeningen lagt en reminder på Facebook om, at den altså ikke går.

- Ruterne har været meldt ud i rigtig god tid, så man kan ikke bruge den undskyldning, at man ikke vidste, at vejen var spærret, og at man ikke kan komme frem.

- Det er derfor, vi har lavet den her vejledning – også lidt med et glimt i øjet, selvfølgelig – for at fortælle, at lige præcis her, der må man enten planlægge sig udenom det på forhånd, aftale at arbejde hjemme eller holde en fridag, siger Mette Knudsen.

Selvom det kan være træls, at turen til arbejde tager lidt længere tid, så er det ikke i nærheden af at være nok til, at man kan blive hjemme og tage en fridag, fastslår Mette Knudsen.

- Vi er meget langt fra, at det er en gyldig grund til ikke at komme på arbejde.

- Hvis det skulle være en gyldig grund, så skulle det være fordi, der skete en uforudset ændring. Det er ikke nok, hvis bare ens vej er spærret. Man skal også finde ud af, om man overhovedet kan komme frem til sin arbejdsplads, siger Mette Knudsen.

Det kunne være en snestorm eller en akut lukket bro, der udgør en uforudset ændring, forklarer hun.

Storebæltsbroen vil være lukket for biler mellem klokken 13.00 og 18.00 i begge retninger den 2. juli. Togene kører dog stadig over broen. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Et af de steder, hvor afspærringerne potentielt kan give størst udfordringer, er Storebæltsbroen, som vil være afspærret for bilister hele lørdag eftermiddag.

Men heller ikke her kan man trække en fridag, fordi man ikke kan komme frem. Det må man planlægge sig ud af, hvis man skal over Storebælt for at passe sit arbejde.

- Det er ret kendt, at der kommer Tour de France til Danmark, og det er ret kendt, at der kommer nogle afspærringer. Hvis man har en formodning om, at Tour de France-ruten på en eller anden måde kan kollidere med ens vej på arbejde, så burde man måske have opdaget det, siger Mette Knudsen.

Hun forudser dog, at der stadig vil være nogle, der har følt sig så forstyrret af afspærringerne i forbindelse med Touren, at de ikke har kunnet nå frem til arbejdspladsen.

- Med det store setup, der er, og på tværs af hele landet, så vil vi helt sikkert få henvendelserne på dagen eller bagefter, hvor nogen vil sige, at de ikke kunne komme på arbejde.

- For dem, der kan arbejde hjemme, er det ikke nødvendigvis et stort problem, men der er mange jobs, man ikke kan gøre hjemmefra, siger Mette Knudsen.

  • Første etape er en 13 kilometer lang enkeltstart i Københavns gader. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen - DR)
  • Anden etape går fra Roskilde gennem Sjælland og over Storebæltsbroen, inden målstregen er nået 202 kilometer senere i Nyborg. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen - DR)
  • Tredje etape er 182 kilometer primært i det sønderjyske. Fra startbyen i Vejle går ruten til Sønderborg. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen - DR)
1 / 3