Troels Lund med følge 'sparkede dæk' på nye super-kampfly: Spørgsmålet er, om vi har bestilt nok af dem

De første af den nye type fly ved navn F-35A ventes at ramme dansk jord til efteråret. Seks af dem bliver stående i USA.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (v) under dagens besøg hos Fighter Wing Skrydstrup i Vojens. Til højre står den amerikanske ambassadør Alan M. Leventhal. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Man tog beslutningen i fredstid. Nu er der på andet år krig i Europa.

Derfor er fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) indstillet på ved de kommende forsvarsforhandlinger at drøfte, om Danmark har brug for at købe endnu flere af de avancerede, amerikanske kampfly, der allerede er bestilt 27 af.

- Der var en helt anden sikkerhedspolitisk situation, da beslutningen blev taget, så ja - vi kommer til at starte forsvarsforhandlinger i løbet af de kommende måneder, og her skal vi diskutere antallet af kampfly. Jeg er åben over for at diskutere, om vi skal prioritere at have flere, siger Troels Lund Poulsen til DR Nyheder.

Forsvarsministeren vil ikke sige, om han selv har skrevet flere kampfly på sin ønskeseddel til et kommende forsvarsforlig.

- Der står meget på min ønskeseddel, siger han.

- Det vigtige for os er at lave et forsvarsforlig med en ti-årig horisont. Vi kommer ikke til fra den ene dag til den anden at mangle fly. Nu får vi det her meget avancerede fly, der skal løse mange opgaver nationalt og internationalt. Så kan vi efterfølgende overveje, om vi har brug for en styrket kapacitet. Lige nu synes jeg, at antallet er flot, siger Troels Lund Poulsen.

Nato har i øvrigt allerede kritiseret Danmark for at have bestilt for få fly, bemærker DR’s forsvarskorrespondent Mads Korsager Nielsen.

- Sagen er den, at vi kommer til at spille en større rolle, når det handler om bevogtning af de baltiske landes luftrum, og så har vi nogle arktiske forpligtelser blandt andet i Grønland, hvor der er mulighed for at sende nogle af flyene hen. Der er desuden altid fly inde hos mekanikeren, hvor der bliver skruet og pillet ved dem, siger Mads Korsager Nielsen.

- Er det overhovedet muligt at få flere?

- Ja, det kommer bare til at tage noget tid, men jeg fornemmer, at man overvejer at købe omkring ti fly ekstra. Det er umuligt at sige, hvor lang leveringstid der er, for andre lande venter også. Køen er lang, siger Mads Korsager Nielsen.

Beslutningen om at grave dybt i lommerne og lægge den milliardstore bestilling hos den amerikanske producent Lockheed Martin blev truffet tilbage i 2016.

Troels Lund Poulsen brugte sin første dag - efter torsdag at have givet økonomiminister-titlen midlertidigt videre til sin partifælle Stephanie Lose - på at se på de bevingede krigsmaskiner i det sønderjyske.

Nærmere bestemt på den snart 70-år gamle flyvestation Fighter Wing Skrydstrup i Vojens, som for tiden har besøg af en håndfuld amerikanske F-35A-kampfly, som er den type, Danmark har købt.

Troels Lund Poulsen havde følgeskab af den amerikanske ambassadør til Danmark, Alan Matthew Leventhal, og en række forsvarsordførere fra andre partier, og i fællesskab præsenterede de flyene og tankerne bag samarbejdet.

- Ankomsten af de her fly er kulminationen på mange års forberedelse både politisk og i Forsvaret. Det er imponerende at se, hvor langt man er kommet med det her arbejde, sagde Troels Lund Poulsen, der er fungerende forsvarsminister i Jakob Ellemann-Jensens sygefravær.

Ikke desto mindre går der nogle måneder endnu, før det første danskejede F-35A sætter hjulene på dansk grund. Det sker formentlig først til oktober.

I årene frem mod 2027 ankommer i alt 21 fly, mens de resterende seks skal blive stående på en luftbase i USA til brug for træning og uddannelse af danske piloter.

To F-35A-fly i luften over Italien i november sidste år. Bemærk, at de danske fly muligvis varierer i udseendet i forhold til dem på billedet her. (Foto: © Giuseppe Lami, Ritzau Scanpix)

Nemt mål for fjenden eller strategisk klogt at samle?

Et andet spørgsmål er, hvorvidt det egentlig er klogt at parkere samtlige fly på én og samme lokation i Skrydstrup.

Gør det ikke bare de milliarddyre og svært erstattelige fly til et nemt mål for en fjende, der måtte have lyst til at bombe dem ud af spillet?

"Både og", lyder det fra Hans Peter Michaelsen. Han er selvstændig forsvarsanalytiker med virksomheden Forsvarsanalyse, og han ser som sådan ikke noget problem i, at alle flyene er samlet.

- Det er kun klogt. Man kan jo altid sprede dem igen, hvis der opstår en krise eller en konflikt af en art, siger han.

- Andre lande samler dem også, og de har sikrede shelters på flyvestationen i Skrydstrup, som er bygget under den kolde krig. Her kan flyene flyttes hen, og ellers skal man jo huske på, at de kun er nemme at ramme, når de står stille nede på jorden. De kan trods alt flyve, siger Hans Peter Michaelsen, der har 41 års erfaring fra Luftvåbnet. 30 af dem som officer.

Tanken bag samlingen er, at man på den måde har en rationel driftsstruktur, hvor alle piloter, teknikere, diverse støttepersonale og materiel findes inden for et bevogtet, sikret område, mener Hans Peter Michaelsen.

- Det er dog klart, at en flyvestation er et nøgleobjekt, der skal beskyttes. Derfor planlægger man også i det næste forsvarsforlig at indkøbe et jordbaseret luftforsvar, som man ikke har haft i Danmark siden 2005. De kan beskytte både vores egne fly og allierede fly, hvis de skal operere fra Danmark, siger han.

Ifølge Forsvaret.dk ventes det, at F-35A-flyene i 2025 er klar til at deltage i internationale missioner. To år senere skal de være fuldt implementerede herhjemme.