Troels Lund Poulsen: Ukrainere skal være i stand til at flyve F-16, hvis danske kampfly doneres

Danmark skal sammen med Holland stå i spidsen for uddannelse af ukrainske piloter.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår uddannelsen af de ukrainske piloter starter, men Troels Lund Poulsen krydser fingre for, at det bliver snart. (Foto: © HARALD TITTEL, Harald Tittel/picture-alliance/dpa/AP Images)

Danmark og Holland skal lede træningen af ukrainske piloter, så de er i stand til at navigere F-16 kampfly.

Som leder af den nye "F-16 flykoalition" skal Danmark nu samle opbakning og et økonomisk fundament, der skal gøre det muligt at omskole ukrainske kamppiloter fra MiG-jagerfly til F-16.

Det siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til DR Nyheder.

- Det handler først og fremmest om at få lavet en uddannelsesaktivitet, som jeg har sagt, at vi vil tilbyde, der kan finde sted her i Danmark, siger den fungerende minister og tilføjer:

- Derudover så handler det også om, at de teknikere, der skal til for at servicere F-16 kampflyene, også får en uddannelse.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår uddannelsen af de ukrainske piloter starter, men Troels Lund Poulsen krydser fingre for, at det bliver snart.

- Vi håber, at vi i løbet af sommeren kan få startet op på den her aktivitet, som kommer til at strække sig over nogle måneder – højst sandsynligt tager det op til seks måneder at lave den her omskoling fra at kunne flyve MIG til at kunne flyve F-16.

Han oplyser, at han nu drøfter med andre lande, hvordan de kan være med til at være behjælpelige i piloternes træning. Det kan enten være gennem økonomiske midler, tolke eller trænere.

Dansk flyveskole vil ikke få konsekvenser for det danske flyvevåben

Når de ukrainske piloter skal læres op, så kræver det, at de danske F-16 kampfly tages i brug. Det får dog ingen konsekvens for forsvaret herhjemme, forsikrer Troels Lund Poulsen.

- Det går ikke ud over det danske afvisningsberedskab, det vil vi stadig kunne være i stand til at håndhæve, men når vi nu går aktivt ind i at tage førerskabet sammen med Holland, så er det jo fordi, det har været meget efterspurgt fra ukrainsk side, at de får den her mulighed for at blive omskolet til F-16.

Hvad kommer vi ikke til at kunne gøre i samme omfang i det danske flyvevåben?

- Noget af det, det kan begrænse, ville være, hvis vi skulle deltage i nogle Nato-aktiviteter med vores kampfly. Der vil der komme begrænsninger på, hvor mange vi kan udstationere.

Den fungerende minister vil dog ikke løfte sløret for, om det vil ende ud i en dansk donation af F-16 fly.

- Der er heller ikke nogen tvivl om, at skal Ukraine på sigt have langt bedre mulighed for at kontrollere deres eget luftrum, så kræver det også, at de får kampfly doneret, og det er så den omskolingsproces, vi tager hul på nu, siger den fungerende forsvarsminister.

- Og så kommer vi i løbet af efteråret tilbage til at diskutere konkret, om vi så også skal være villige til at donere nogle af vores F-16 kampfly til den ukrainske hær.

Hvis du vil vide mere om, hvad det kan betyde for krigen i Ukraine, hvis ukrainerne får vestlige kampfly, så kan du se mere om det i denne explainer: