Tropenatten nærmer sig: Sådan sover du godt i varmen

De seneste nætter har været på grænsen til tropenætter. Få fem råd til, hvordan du bedst kommer igennem de varme nætter.

Det kan være svært at sove godt om natten, når nætterne er varme. (© Scanpix)

Prognoserne fra DMI viser, at der i nat er risiko for en tropenat flere steder i landet.

En tropenat er ifølge DMI en nat, hvor temperaturen ikke når under 20 grader.

- Det kan ramme østkysterne og omkring de indre farvand. Det skyldes, at vi i øjeblikket har høje havtemperaturer, der holder lufttemperaturen oppe, fortæller Thyge Rasmussen, vagtchef hos DMI.

Selvom mange måske har haft det varmt de seneste nætter, så har der ikke været tale om tropenætter, fordi temperaturen ikke har været højere end 19,5 grader om natten.

Her er fem gode råd fra en søvnspecialist:

1. Pas på med ventilatorer

Eftersom det er få nætter om året, der kan udvikle sig til tropenætter i Danmark, så er det også de færreste danskere, der har en aircondition i hjemmet.

En måde at få kold luft ind i værelset på kan i stedet for være at købe en ventilator.

Men pas på med at stille den for tæt på sengen.

- En ventilator må gerne lufte rummet, men hvis den står for tæt på dig, så risikerer du at blive sommerforkølet. Stil den derfor et sted, hvor den lufter rummet og ikke blæser dig direkte i ansigtet, siger Torben Jager Pedersen, søvnspecialist fra ScanSleep.

2. Et koldt bad

Ifølge søvnspecialisten kan det være en god idé at tage et koldt bad inden sengetid:

- Et koldt bad vil afkøle kroppen og gøre det nemmere at falde i søvn.

Men rådet her gælder ikke for personer, der i forvejen lider af søvnproblemer. De skal i stedet holde sig til varme bade, som afslapper kroppen.

3. Varmedunk eller vaskeklud med koldt vand

Et tredje tip fra søvnspecialisten er at have en dunk med koldt vand i ved sin seng. Den kan man bruge til at afkøle steder på kroppen efter behov.

- Man kan fylde en varmedunk med koldt vand. Hvis man ikke har sådan en, så kan man alternativt fylde en halvanden liters flaske, siger Torben Jager Pedersen.

Han tilføjer:

- Man kan også have en vaskeklud med kold vand ved sin side. Så kan man både afkøle sig og tørre sveden af for eksempel ansigtet.

4. Spis ikke for meget inden sengetid

Pas på med at fylde maven helt op inden sengetid. Det gælder både i de varmere og de almindelige nætter.

- Hvis fordøjelsen kommer for godt i gang lige inden, man ligger sig til at sove, så kan kroppen have sværere ved at slappe af og falde i søvn, siger Torben Jager Pedersen.

5. Accepter mindre søvn

Det sidste råd fra søvnspecialist Torben Jager Pedersen handler om simpelthen at acceptere mindre søvn i varme nætter.

- I stedet for at stresse over manglende søvn, så kan man også vælge at acceptere, at man i nogle nætter ikke får lige så meget søvn.

Han peger på, at de varme nætter trods alt er i undertal på et helt år.

- Så kan man udnytte tiden og hygge sig i aftentimerne i stedet for at lægge og vende og dreje sig, siger han.

Facebook
Twitter