Troværdighed: Vi stoler mere på politiet

De faggrupper, der står for velfærdsstatens kerneopgaver ligger højt i vores agtelse, mens politikere og ejendomsmæglere vanen tro ligger i bunden.

Danskerne stoler mere på politiet end tidligere, viser undersøgelsen. Til gengæld er der stadig mistillid til politikerne. (Foto: Mikkel Skovsgaard © DR)

Vi stoler mest på dem, der passer på os på hospitalet, og dem, der passer på os på gaden.

Sygeplejersker, læger og politibetjente udgør således top tre i en troværdighedsanalyse blandt en række forskellige faggrupper, som Radius Kommunikation har gennemført.

Selv om første- og andenpladsen indtages af henholdsvis sygeplejersker og læger, er politiet på tredjepladsen den eneste faggruppe, der går frem i sin troværdigheds-score i forhold til sidste år.

- Politiet er i den grad blevet dygtigere til at arbejde med deres dialog med danskerne. Det er alt, lige fra hvordan de arbejder med sociale medier, til hvordan de håndterer almindelige medier. Det har de gjort et stort stykke arbejde for at blive bedre til, og det spiller ind, siger seniorpartner Nicolaj Taudorf Andersen fra Radius Kommunikation til DR Nyheder.

Det er femte år i træk, at Radius Kommunikation gennemfører troværdighedsanalysen, og af den fremgår det, at danskerne generelt har stor tillid til de erhverv, der udfører kerneopgaverne i velfærdstaten, og at tilliden til dem er nogenlunde stabil i forhold til de foregående år.

På fjerde- og femtepladsen ligger præster og skolelærere.

Politikere skraber stadig bunden

I den anden ende af skalaen er det igen politikerne, der lander på sidstepladsen som den mindst troværdige faggruppe. Og det er den eneste gruppe, det er gået støt nedad for i de fem år, analysen er blevet gennemført - og så er politikerne desuden faldet med syv procent i troværdigheden i forhold til sidste år.

De ligger således lavere end både bilforhandlere, journalister og ejendomsmæglere.

Tilliden til alle faggrupper er dog, bortset altså fra politiet, faldet en smule siden sidste års måling, viser analysen.

Ifølge Nicolaj Taudorf Andersen skyldes det, at fagfolks kompetencer ofte bliver talt ned i offentligheden.

- Vi hører fra virksomhedsledere, at vi ikke er gode nok. Vi hører fra politikere, at vi skal omstille en masse ting, vi hører det til forældremødet henne i skolen. Det er alt sammen med til at påvirke vores opfattelse af fagligheden og den faglige troværdighed, som er det, vi måler her, siger han.

Forskel på mænd og kvinder

Der er desuden forskel på, hvordan mænd og kvinder ser på de forskellige faggrupper, fremgår det af analysen.

Kvinder vurderer generelt faggruppernes troværdighed højere end mænd gør, og forskellen mellem kønnene er særligt stor, når det handler om ejendomsmæglere, bankrådgivere, pensionsrådgivere og advokater.

Analysen er gennemført i august 2013, og 1.007 danskere i alderen 18-65 år har deltaget i en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse af Epinion.

Facebook
Twitter