Trump aflyser dansk statsbesøg

Trump kommer alligevel ikke til Danmark 2.-3. september, efter Mette Frederiksen har afvist at sælge Grønland.

Trump er fornærmet over statsminister Mette Frederiksens afvisning af at ville sælge Grønland. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, har valgt at aflyse sit besøg i Danmark, der var planlagt til at foregå fra 2. til 3. september.

Det sker på grund af statsminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af Grønland til USA, skriver præsidenten i et opslag på Twitter natten til onsdag dansk tid.

- Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt, skriver Donald Trump.

Den amerikanske præsident bekræftede søndag, at USA har en "strategisk interesse" i at købe Grønland, særligt på grund af øens beliggenhed i Arktis og forekomsten af naturressourcer.

Ser frem til at finde ny dato

Det fik statsminister Mette Frederiksen, der på det tidspunkt var på besøg i Grønland, til pure at afvise, at dette kunne diskuteres.

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, lød det fra statsministeren om den amerikanske interesse.

I et opfølgende opslag på Twitter natten til onsdag uddyber Trump, at Mette Frederiksen har "sparet en masse omkostninger og ulejlighed for både USA og Danmark ved at være så direkte".

- Det takker jeg hende for, og jeg ser frem til at finde en ny dato for et besøg i fremtiden, skriver præsidenten.

Danske politikere er forargede

Adskillige danske politikere har reageret med forargelse på beskeden om, at statsbesøget er aflyst. Blandt andre udenrigsordfører for De Radikale Martin Lidegaard, der kalder hele miseren for en "diplomatisk farce".

- Det er svært at finde dækkende ord for det her, for det er så usædvanligt og en grotesk situation. Jeg kalder det en diplomatisk farce, men man kunne også bruge stærkere ord. Under alle omstændigheder opfører man sig normalt ikke sådan her, men Trump er jo heller ikke normal, siger han og tilføjer:

- Netop fordi Grønland ikke er til salg, så burde USA jo have al mulig interesse i at diskutere Arktis med Rigsfællesskabet og Danmark og Grønland især.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har endnu ikke reageret Donald Trumps beslutning, men ventes at kommentere aflysningen ved et pressemøde klokken 15.